Er din forening fantastisk – og mangler I 100.000 kr.?

Alle stiftede foreninger i hovedstadsområdet kan tilmelde sig Fantastiske Foreninger og få chancen for at vinde prisen som Årets Fantastiske Forening.

Vi bygger, vi synger, vi danser, spiller musik, skak, bold og teater. Vi gør noget sammen og vi gør noget for andre. Foreningerne i hovedstadsområdet har mange størrelser og formål og nu skal de hyldes. TV 2 Lorry og Lokale og Anlægsfonden vil med projektet Fantastiske Foreninger nu sammen sætte fokus på alle de gode initiativer og fællesskaber i TV 2 Lorrys sendeområde. Hvis du mener, at din forening er fantastisk, og hvis den skal have chancen for at vinde Lokale og Anlægsfondens pris på 100.000 kroner så meld den til her

- Prisen kan bruges til at købe udstyr eller forbedre foreningens fysiske rammer. Vi uddeler den fordi fællesskabet bobler derude og mødestedet bidrager til fællesskabet. Prisen skal være med til at invitere flere ind, siger direktør i Lokal og Anlægsfonden Esben Danielsen.

Konceptet er enkelt. Alle stiftede foreninger i TV 2 Lorrys sendeområde kan til og med 24. april tilmelde sig. Det gælder alt fra hobby – og idrætsforeninger til foreninger med socialt eller kulturelt formål. En jury udvælger 20 foreninger, som går videre og nomineres til prisen som Årets Fantastiske Forening. Juryen består af bokser Sarah Mahfoud, tv-vært og stifter af SMILfonden Sisse Fisker, direktør i Lokale og Anlægsfonden Esben Danielsen og direktør på TV 2 Lorry Morten Kjær Petersen.

- Vi har en lang tradition for at samle os i foreninger, og dyrke vores interesser i fællesskaber. Nogle foreninger er store og samler 1000’er andre er bitte små, men super dedikerede, fælles for dem er, at det er passionerede mennesker der mødes om noget, de mener er vigtigt. Vi glæder os til at møde, hylde og portrættere foreninger og mennesker i vores region, som er med til at gøre en forskel i vores sendeområde, siger TV 2 Lorrys direktør Morten Kjær Petersen.

For at komme tæt på passionen i de tyve nominerede foreninger vil der blive produceret en lille film om hver af foreningerne. Film som fra august frit kan streames på tv2lorry.dk og herfra kan deles af alle, og som vil blive vist på tv-kanalen Lorry+. I sidste ende er det brugere og seere som stemmer om, hvilken forening der skal vinde prisen på 100.000 kroner.

Læs mere om Fantastiske Foreninger og tilmeld her


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik