Enorm narkofangst: Kastrup-ansatte fængslet

Heroin til en samlet værdi af mindst 25 millioner kroner er blevet konfiskeret i lufthavnen i København.

Politiet har onsdag aften beslaglagt en taske med ikke mindre end 20,5 kilo hvid heroin i Københavns Lufthavn i Kastrup.
Fire personer er anholdt i sagen - heriblandt to ansatte i lufthavnen - skriver politiet i en pressemeddelelse.
 
- Vi har igennem de seneste måneder efterforsket sagen om et stort parti heroin, der skulle smugles til Danmark, udtaler politikommissær Knud Hvass fra Københavns Politis afdeling for organiseret kriminalitet.
- Der er tale om et meget stort beslag, der på gadeplan har en værdi af mindst 25 millioner kroner, tilføjer han.
Tasken med heroin var netop ankommet med fly fra Pakistan, da den blev beslaglagt.
De to anholdte lufthavnsansatte, begge mænd på 38 år, blev pågrebet i selve lufthavnen. Politiet ønsker dog ikke at fortælle, hvilke job de to anholde mænd bestred i Kastrup.
En tredje 38-årig mand blev anholdt på sin bopæl på Sjælland, mens en 44-årig pakistansk mand blev anholdt torsdag i Spanien ved hjælp fra det spanske politi.
Den 44-årige pakistaner er fængslet in absentia, men forventes udleveret til Danmark.
Alle anholdte i narkosagen er fængslet i 27 dage - heraf 13 i isolation.
Politiet har før fået usædvanligt store narkofangster i nettet i Kastrup:
I juni 1996 blev der fundet 10 kilo heroin i to udlændinges bagage, da de ankom til Københavns Lufthavn med et fly, som ligesom den aktuelle sag også kom fra Pakistan.
Det slår dog ikke rekordfangsten fra november 1998, hvor politi og toldere snuppede en ung bilist med 30 kilo heroin i bilen ved færgen i Gedser.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik