Foto: TV2/Lorry - arkivfoto

Enlige forsørgere koster kommuner dyrt

Der er kommet flere enlige forsørgere og det koster kommunerne dyrt. Blandt andet i udgifter til fripladser i børnehave og vuggestue.

Det er kommunerne selv, der betaler og pengene tages direkte fra budgettet, siger Herlevs borgmester Thomas Gyldal Petersen til DR P4 København.

- Typisk må vi finde dem på servicedriften og pengene er der hvor lønnen er. Det vil sige på de store områder, der hvor børnene bliver passet, hvor de går i skole og hvor de ældre bliver passet, siger han.

Kommunerne i hovedstadsområdet brugte over 1,2 milliarder på børnepasningsrabat sidste år. Det er over en kvart milliard mere end i 2007. De penge er ikke lige til at finde, siger Furesøs borgmester Ole Bondo Christensen.

- Hver eneste dag forsøger vi at få enderne til at hænge sammen, og det er ikke nemt i forvejen, og når der kommer en udgiftsstigning i den størrelsesorden, gør det det kun sværere, siger han.

Borgmester: Flere penge fra staten

Derfor bør kommunerne have flere penge fra staten, hvis de skal kunne betale for det stigende antal fripladser. Det er en radikal udvikling, der kræver opmærksomhed, mener Furesøs borgmester Ole Bondo Christensen.

- Og der er grænser for, hvor meget vi kan bære af den slags. Jeg synes, det er et område, vi skal bede KL vende med regeringen, for det er en ganske kraftig forøgelse.

Grænsen for hvad man må tjene for at opnå friplads blev hævet i 2010. Derfor får flere børn en friplads. I år er grænsen for en helt gratis friplads en årsindkomst på højst 161.700 kroner.

Men kommunerne fik ikke flere penge, da grænsen blev hævet, og det burde de have haft, lyder det fra Ib Terp, der er borgmester i Brøndby.

- Jeg mener, det er en fejl, at man ikke har kompenseret. Man har ikke vurderet, at det ville betyde noget væsentligt for kommunerne. Men det gør det selvfølgelig. Når man gør det nemmere at få en ydelse, får kommunerne en udgift, siger Ib Terp.

Også Herlevs borgmester Thomas Gyldal Petersen vil have Folketinget på banen.