Enlig mor blev fyret ulovligt

Virksomheder må ikke fyre en kvindelig medarbejder med den begrundelse, at hun er enlig mor, viser dom. Sagen er anket til landsretten.

Det er ikke en legitim fyringsgrund, at en medarbejder er enlig mor. Det har en virksomhed for nyligt måtte sande efter en dom ved Retten i Glostrup.

Virksomheden blev dømt til at betale 26 ugers løn i erstatning til en kvindelig medarbejder, som blev fyret med den begrundelse, at hun var alene med to børn og derfor mindre fleksibel i de uger, hvor børnene var hos hende.

Det er en principiel sag, fordi det er en af de første, der viser, at en særlig familiemæssig status gør, at man har ret til en særlig beskyttelse, siger Lars Kristiansen, juridisk chef i HK Danmark, som førte sagen for medlemmet.

I forbindelse med en nedskæringsrunde fyrede virksomheden den enlige mor med den begrundelse, at kvinden for eksempel havde sværere ved at arbejde over i de uger, hvor børnene boede hos hende.

Kvinden gik til HK og sagen endte for domstolene. Hun fik medhold ved Retten i Glostrup, der tilkendte hende en erstatning på i alt 175.000 kroner, fordi virksomheden havde overtrådt ligebehandlingsloven.

Sagen er ikke slut, fordi virksomheden har anket dommen til landsretten.

Man kan altid diskutere, hvornår hensynet til virksomheden er større end hensynet til medarbejderen. Men ligebehandlingsloven er netop til for at beskytte udsatte grupper, siger Lars Kristiansen.

Dommen viser, at virksomheder skal overveje grundigt, hvilken grund de giver for at fyre folk, lyder det fra KPMG, som blandt andet rådgiver virksomheder om personalespørgsmål.

Sagen viser med al tydelighed, at der er mange faldgruber og risici for arbejdsgiverne ved gennemførsel af opsigelsesrunder, siger leder af Arbejds- og Ansættelsesret i KPMG, Julie Gerdes.

Dommen gør det klart, at kriterierne skal være objektive og saglige, siger hun.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik