Foto: TV 2 Lorry

Enhedslisten står til kæmpe fremgang i København

Partiet på den yderste venstrefløj står til noget nær en fordobling i København til kommunalvalget i november. Det viser en ny meningsmåling, som Jysk Analyse har lavet for Lorry.

Til kommunalvalget i 2009 fik Enhedslisten 10,9 procent af stemmerne i København, og meningsmålingen spår nu Enhedslisten til at få 20 procent af stemmerne.

Partiet bliver dermed næststørst i Borgerrepræsentationen. Én borgmesterpost er ifølge meningsmålingen sikret, og endnu en er indenfor rækkevidde for Enhedslisten.

Spidskandidat Morten Kabell udtaler til Lorry: "Teknik- og miljøborgmesterposten er selvfølgelig interessant, fordi jeg er ordfører på området."

Meningsmålingen viser derudover, at Frank Jensen sandsynligvis får en periode mere som overborgmester. Sammen med Enhedslisten og SF kan Socialdemokraterne nemlig samle et solidt flertal på 59 procent.

Frank Jensen mener ikke, at Enhedslistens fremgang vil skabe problemer:

"I den her valgperiode har Enhedslisten udvist økonomisk ansvarlighed."

Det mener Kultur- og Fritidsborgmester og spidskandidat for Venstre, Pia Allerslev, ikke. Hun udtaler til Lorry: "Det ville være helt forfærdeligt for byen, og jeg får helt kuldegysninger ved tanken om, hvad en borgmester fra Enhedslisten kan gøre af skade på den post."

Meningsmålingens store taber er SF, der går fra 22,2 procent af stemmerne i 2009 til 13 procent i den nye meningsmåling.

Sundheds- og Omsorgsborgmester og spidskandidat for SF, Ninna Thomsen, siger til Lorry: "Jeg tror, det er de landspolitiske tendenser, der slår igennem. I 2009 var vi på toppen af "Villy-bølgen", og nu er det "Johanne-bølgen", der også slår os her i København omkuld."