Enhedslisten smidt ud fra budgetforhandlinger: "Vi vil ikke bygge på Amager Fælled"

Både Alternativet og Enhedslisten er blevet ekskluderet fra budgetforhandlingerne på Københavns Rådhus på grund af Amager Fælled-sagen.

Når Københavns Kommunes budget for det kommende år skal landes, bliver det uden både Alternativet og Enhedslisten.

Det står klart, efter begge partier tidligt mandag aften har forladt budgetforhandlingerne på Københavns Rådhus, da de ikke ville give tilsagn om at bygge på Amager Fælled.

quote Vi blev bedt om at rejse os op og gå, hvis vi ikke ville være med til at bygge på Amager Fælled.

Ninna Hedeager Olsen, teknik- og miljøborgmester i København, Enhedslisten

Dermed er kommunens anden- og tredjestørste parti sat uden for indflydelse, når pengene til næste års budget skal fordeles. Tilsammen udgør de knap en tredjedel af alle stemmer, der blev afgivet ved kommunalvalget i 2017. 

- Overborgmesteren gjorde det meget klart i dag, at de partier, der skulle blive i budgetforhandlingerne, skulle være villige til at bygge på Amager Fælled. Han gjorde det også klart, at løsningen ikke kunne være at afdrage til By & Havn - der skulle findes byggegrunde i dette års budget, siger Ninna Hedeager Olsen, der er teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune for Enhedslisten.

Ifølge Ninna Hedeager Olsen kunne Enhedslisten ikke acceptere at forhandle ud fra den præmis, og derfor blev de bedt om at forlade forhandlingerne.

- Vi blev bedt om at rejse os op og gå, hvis vi ikke ville være med til at bygge på Amager Fælled, siger teknik- og miljøborgmesteren til TV 2 Lorry.

Dermed har overborgmester Frank Jensen (soc.dem.) valgt at forhandle med det blå flertal af partier, der vil bygge på Amager Fælled.

Overborgmesteren var ikke afvisende overfor at vælge de alternative byggegrunde, der blev præsenteret for Borgerrepræsentationen for omkring to uger siden. 

Alligevel valgte Enhedslisten at sige nej - også selvom de alternative byggegrunde potentielt kan være gode løsninger.

- Vi har haft kendskab til de her mange alternative byggegrunde i 14 dage. Det kan sagtens være, at der er nogle af dem, som er fornuftige at bygge på. Men vi vil ikke lave samme fejl igen og smide dem ind i budgetforhandlinger uden at have undersøgt, hvad borgere, naturfredningsforeninger og andre interessenter siger, lyder det fra Ninna Hedeager Olsen, som ærger sig over, at de nu ikke er en del af budgetforhandlingerne:

quote Vi er super kede af, at det her var adgangsbilletten til at forhandle budget.

Ninna Hedeager Olsen, teknik- og miljøborgmester i København, Enhedslisten

- Vi er super kede af, at det her var adgangsbilletten til at forhandle budget. Der er masser af ting, som vi gerne ville være med til at prioritere på næste års budget. Når det er de borgerlige, som er med ved bordet, er det typisk på parkeringspladser, at der bliver skruet op, mens vi gerne vil satse mere på velfærd.

- Det bekymrer os da, at det er dem, der får lov til at være med, og ikke os.

Er Amager Fælled-sagen virkelig så vigtig, at I vil smide al anden indflydelse på budgettet overbord?

- Det vil være helt utroværdigt, hvis vi gik med til at bygge på Amager Fælled nu - efter alt det, som vi har stået for. Vi er ikke et parti, som indgår studehandler, siger Ninna Hedeager Olsen.

Svigter I ikke de vælgere, som har stemt på jer på grund af andre mærkesager?

- Der bliver lavet rigtig meget politik året rundt - også ud over budgetforhandlingerne. Men det er rigtigt, at der her er en budgetforhandling, hvor vi ikke er med til at bestemme, hvor pengene skal fordeles, siger borgmesteren til TV 2 Lorry. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik