Foto: Brian Bergmann, Scanpix

Enhedslisten kommer med redningsplanke til Elefanthuset

Elefanthuset kan nu få en ny placering. I hvert fald hvis det står til Enhedslisten.

På aftenens møde i by- og miljøudvalget på Frederiksberg Rådhus skal politikerne tage stilling til Elefanthusets fremtid.

Trods en status som bevaringsværdigt og hele 30 høringssvar fra vrede borgere, herunder arkitekt P.A. Rosenkildes efterkommere, lægger forvaltningen op til at give Københavns Zoo lov til at rive huset ned til fordel for et nyt anlæg, der skal rumme to pandaer, som haven har fået i gave fra Kina.

Det store flertal i udvalget – Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance – vil stemme ja til indstillingen.

03:30

Det gamle elefanthus i Københavns Zoologiske Have på Frederiksberg. Skal det rives ned eller ej? Vi har tidligere stillet jer det spørgsmål på vores Facebookside - her var et stort flertal for at bevare den gamle bygning. I aften er det så politikerne på Frederiksberg Rådhus, der skal tage stilling til sagen.

Luk video

Læs også Søn af skaber af elefanthus: "Skrækkeligt, hvis det rives ned"

Kan få ny placering

Som det eneste parti stemmer Enhedslistens enlige modsat imod – og partiet kommer nu med et ændringsforslag, der vil redde bygningen, men som samtidig tager højde for, at bygningen er i ganske dårlig stand.

- Vi vil godt gå med til at rive Elefanthuset ned. Men vi vil foreslå, at det genopføres et andet sted. Meget gerne i Zoo, men alternativt måske i Frederiksberg Have, siger Enhedslistens medlem af by- og miljøudvalget, Thyge Enevoldsen, til TV 2 Lorry. 

Det er endnu uvist hvordan de andre partier stiller sig til forslaget.

TV 2 Lorry følger op på sagen i aften.