Endnu et plejefirma trækker sig i Gribskov

Plejefirmaet Estrids Pleje dropper samarbejdet med Gribskov kommune. Nu er kun to, af oprindeligt fem, plejefirmaer tilbage til kommunens ældre.

Torsdag aften kunne TV 2 Lorry berette, at endnu et plejefirma har trukket sig fra samarbejdet med Gribskov kommune.

Kommunen har, som den eneste i Danmark, udliciteret al hjemmepleje til private firmaer.

TV 2 Lorry har tidligere fortalt, hvordan plejefirmaer er røget ind og ud af kommunen på grund af underbud mellem de private plejefirmaer, hvilket har resulteret i lukninger og konkurser.

TV 2 Lorrys dækning af denne sag kan ses herunder

Leverandører af den private hjemmehjælp i Gribskov, FOA og Ældresagen er alle enige i, at den omfattende udlicitering har konsekvenser for borgerne. Borgmesteren fastholder, at kvaliteten er i orden.

Nu er firmaet Estrids Pleje det sidste i rækken af plejefirmaer, som ikke finder det rentabelt at fortsætte samarbejdet med kommunen.

- Vi trækker os i Gribskov kommune, fordi vi ikke ser en forretning i at køre i Gribskov kommune. Og fordi den prissætning, der er lavet i forbindelse med udbuddet, har vist sig ikke at være hensigtsmæssig, siger administrerende direktør i Estrid Pleje, Kenneth Kammerdal, til TV 2 Lorry.

Gribskov kommune startede med at have fem forskellige plejeudbydere, men efter Estrids Pleje igår trak sig, er der kun to firmaer tilbage, som tilbyder personlig pleje. I følge kommunens ældreråd og oppositionen, er det ikke muligt at tilbyde den nødvendige kvalitet indenfor kommunens udbudsrammer.

- Dybest set kommer det jo ikke bag på mig, at plejefirmaer ikke kan levere, hvad de selv føler er en ordentlig standard, siger byrådsmedlem i Gribskov kommune, Michael Hemming Nielsen (Enhedsl.),  til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Og et eller andet sted taler det jo til firmaets ære, at de vælger at trække sig i stedet for at blive nødt til at levere noget dårligt.

Formand for Social- og Sundhedsudvalget i Gribskov kommune, Birgit Roswall (Venstre), afviser imidlertid kritikken, med henvisning til at der ikke er noget problem med hverken kvalitet eller pris, da begge dele er sikret gennem beskrivelsen af kommunens udbud.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik