Endnu en nøglespiller forlader FC Helsingør

FC Helsingørs topscorer André Riel forlader FC Helsingør med øjeblikkelig virkning og skifter til superligakonkurrenterne AGF.

FC Helsingør blev ikke spået mange chancer, da de til de flestes store overraskelse rykkede op i landets bedste fodboldrække.

De nordsjællandske underdogs har dog klaret sig bedre end forventet med 3 sejre i 7 kampe - til trods for salg af flere store profiler.

quote Jeg er taknemmelig for, at FC Helsingør har givet mig denne mulighed for at skifte til en af landets største klubber. Det bliver en spændende udfordring.

André Riel, Fodboldspiller, AGF

Men nu ser fremtiden ud til at blive endnu sværere for Helsingoranerne, da klubbens 27-årige topscorer André Riel er blevet solgt til AGF kort før midnat inden transfervinduet lukkede.

Det bekræfter begge klubber på deres hjemmesider.

AGF ligger ét point under FC Helsingør i superligaen, og det skyldes blandt andet fire superligascoringer fra angriberen, der nu får mulighed for at score flere mål mod sin gamle klub d. 29, september, når AGF kommer på besøg i Helsingør.

- Jeg er taknemmelig for, at FC Helsingør har givet mig denne mulighed for at skifte til en af landets største klubber. Det bliver en spændende udfordring, siger André Riel, der har fået en treårig kontrakt i AGF.

André Riel begyndte karrieren i Hellerup IK, men har også spillet i BSV og Fremad Amager. For FC Helsingør scorede han også det afgørende mål mod Viborg, da klubben rykkede op i Superligaen.

quote Vi har flere gode spillere i truppen, og det skal nok gå. Der kan også ske noget i de næste 24 timer, og det forventer jeg faktisk, at der gør.

Janus Kyhl, Direktør, FC Helsingør

I Helsingør har man tidligere i transfervinduet også sagt farvel til Mads Aaquist, der blandt andet scorede begge mål mod SønderjyskE i klubbens første Superliga-sejr nogensinde, og efterfølgende er blevet solgt til FC Nordsjælland.

Også forsvarsspilleren Rasmus Minor Petersen har forladt FC Helsingør til fordel for Hobro, mens Pierre Larsen er blevet udlejet til Viborg.

De mange afgange er dog ikke noget, der bekymrer direktør i FC Helsingør Janus Kyhl, da klubben stadig kan nå at hente transferfrie spillere, selvom transfervinduet er lukket.

- Vi har flere gode spillere i truppen, og det skal nok gå. Der kan også ske noget i de næste 24 timer, og det forventer jeg faktisk, at der gør, siger han.

Prisen på André Riel fremgår ikke af hverken AGF eller FC Helsingørs hjemmeside, men ifølge Dagbladet Helsingør ligger prisen på angriberen omkring 750.000 kroner. 

Du kan se meget mere om FC Helsingør i vores webdox univers her eller se første afsnit af vores dokumentar herunder:

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik