01:25

Ny busrute mellem København og Aarhus

Eurolines starter endnu en busrute mellem landets største byer.

Mens DSB knokler løs for at få pendlerne på skinnerne igen, så går det anderledes godt for de mange busselskaber, der kører mellem landets største byer.

Nyeste skud på stammen er Eurolines, der normalt har ruter i Europa. Her til morgen delte de flyers ud på Ingerslev Boulevard, hvor deres nye busser holder side om side med konkurrenterne. Her skal de fra slutningen af maj køre passagerer rundt i Danmark.

- Det er jo klart at det falder ud til vores fordel, at der er rod på skinnerne nu. Det er jo kun rart i en opstart som vores. Men jeg vil sige at busserne har gjort det billigere at komme på tværs af landet, siger regionschef for Eurolines i Skandinavien, Jonas Schmidt, til TV 2 Lorry.

Både Rød Billet og Abildskou kører allerede mellem landsdelene, men ifølge regionschefen så betyder flere busruter en større frihed for passagerne.

- Vi tilbyder gode priser, høj komfort og nogle gode features i bussen.

Og den nye intropris er vel modtaget blandt passagerne.

- Det kan da godt få mig til at tage nogle flere ture på tværs af landet, siger Bente Christensen inden hun sætter sig i en bus til Lejre.

Klokken ni kører den første bus til Odense. Resten af maj og juni måned koster turen til Aarhus 80 kroner. Herefter stiger priserne til mellem 130 og 160 kroner.

Eurolines kører hvert år 200.000 skandinavere rundt i Europa.