Foto: Nordsjællands Politi / Facebook

En smule ko-misk: Kvinde jagtet i sø af sur ko

Sur ko jager kvinde i sø i Allerød. Politiet 'ko-nkluderede, at der skulle rykkes hurtigt.'

Nordsjællands Politi har mange alvorlige sager at tage sig til, men der er - heldigvis - også plads til humor hos politiet.

Således har Nordsjællands Politi fredag offentliggjort en lille anekdote om en uheldig kvinde, en sur ko og en sø i Allerød.  

Politiet skriver, at en kvindelig anmelder onsdag ringede og fortalte, at hun havde udsigt til en kvinde, der havde søgt tilflugt i en sø i Allerød, fordi hun var blevet jagtet derud.

'Allerede dér adskilte anmeldelsen sig fra, hvad vi ellers modtager af anmeldelser, men historien tog endnu en drejning', skriver politiet og fortsætter:

'Kvinden havde nemlig søgt tilflugt i søen, fordi hun var blevet jagtet af en sur ko - bogstavelig talt. Når valget står og falder mellem våde sko og benklæder eller at stå ansigt til ansigt med et vredt dyr på et halvt ton, så forstår vi egentlig godt, at kvinden valgte en tur i baljen.'

Herefter stikker det rent sprogligt af i politiets Facebook-opslag, der indtil videre er blevet delt cirka 180 gange.  

'Vi ko-nkluderede, at der skulle rykkes hurtigt, og vi kvie-de derfor ikke, men s-tyr-ede straks mod Allerød. På turen derud havde betjentene i patruljevognen telefonisk kontakt med anmelderen, der kort efter kunne fortælle, at en forbipasserende havde hjulpet den nødstedte kvinde i sikkerhed, hvorfor vi godt kunne afmelde udrykningen.

I går var vi så i kontakt med kvinden fra søen, der efter forskrækkelsen havde lagt sig, kunne more sig ko-ngeligt over situationen. Muh-ligvis hun selv kommer til at fortælle historien videre en gang eller to.'