En "lortesag": Slut med gratis hundeposer i København

Hundejere i København kan efter nytår ikke længere lufte deres vovser uden at have poser i lommen. Hundepose-stativerne i København bliver nemlig sløjfet.

Mange københavnere tager ikke en hundepose i lommen, når de lufter vovsen. Der er nemlig opsat hundeposestativer over hele byen, så man gratis kan snuppe en pose, når hunden lufter benet.

quote Jeg håber, at folk vil tænke, at det har været rart, så længe det varede, og at nu skal man nok hjælpe med selv at samle hundelorte op.

Nikolaj Hvingtoft Hansen, centerchef i Teknik- og Miljøforvaltningen i København

Men fra den 1. januar er det slut. Teknik- og Miljøforvaltningen har besluttet at droppe ordningen, så hundeejere fra nu af selv skal have poser med til deres hunds afføring. 

- Det er vores oplevelse, at der kommer flere og flere hunde til København, så hundeposerne er en serviceydelse, der hele tiden stiger i omkostninger og niveau. Vi kan ikke følge med i efterspørgslen, siger Nikolaj Hvingtoft Hansen, centerchef i Teknik- og Miljøforvaltningen, til TV 2 Lorry.

Hundeposestativerne har været fast inventar i København i over 15 år, og forvaltningen får jævnligt forespørgsler om nye hundeposestativer.

- Det er skruen uden ende, for hver gang nogen ser en hundelort, så synes de, der skal stå et stativ tæt på. Vi kan ikke se, at det stopper. Så i stedet for at prøve at lappe ordningen, så går vi en anden vej og appellerer til, at hundeejeren selv tager hundeposer med, som man gør i flere andre kommuner, siger Nikolaj Hvingtoft Hansen.

Sådan ser en hundepose ud i Københavns Kommune. Posen skal helst ende i skraldespanden i stedet for på gaden som på billedet.
Sådan ser en hundepose ud i Københavns Kommune. Posen skal helst ende i skraldespanden i stedet for på gaden som på billedet.
Foto: TV 2 Kosmopol

Kommunen kommer til at spare en halv million om året på ikke at skulle indkøbe hundeposer. Det er ikke besluttet, hvad pengene skal gå til i stedet. 

Ingen kerneopgave

Forvaltningen forventer, at hundeejerne på sigt selv begynder at tage pose med til deres hunds lort.

- I overgangsfasen kan det godt være, at folk lige skal vænne sig til at have poser med. Men vi appellerer til, at københavnerne hjælper med omstillingen og ændrer deres vaner. Det tror vi på, at de kan, siger Nikolaj Hvingtoft Hansen.

- Jeg håber, at folk vil tænke, at det har været rart, så længe det varede, og at nu skal man nok hjælpe med selv at samle hundelorte op. Vi håber, de fleste kan se, at det ikke er en kommunal kerneopgave. Men selvfølgelig skal der nok være nogen, der bliver forurettede, siger han.

Birger Andersen er en af de borgere, der fra 1. januar selv skal have hundepose med. Det gør han gerne, men han mener alligevel, at beslutningen, som han kalder en "lorte-sag", er forkert: 

- Jeg synes, det er et dårligt signal at sende. Hvor tit har man ikke diskuteret, at København er en snavset by. Det gør mig egentligt vred. Hundeposerne er en del af byens renholdelse - og hver eneste hundelort, der reddes fra at ligge på jorden, er med til at hæve hygiejnen. Når vi nu ved, at over halvdelen ikke husker en pose, hvorfor så nedlægge ordningen, siger han og tilføjer, at han mener, at beslutningen burde træffes politisk.

Manglende information

Birger Andersen opdagede for tre uger siden, at hundepose-stativerne var tomme. Sagen er nemlig den, at forvaltningen allerede nu har stoppet indkøbene af nye poser, og derfor vil flere og flere hundepose-stativer stå tomme frem mod nytår.

Kommunen har endnu ikke informeret hundeejerne om, at de ikke skal forvente, at stativerne bliver fyldt op.

- Minimum når en mangeårig ordning stopper, må man informere borgerne. Man kunne godt have lavet et lamineret skilt, hvor der stod: "Kære borger. Vi er løbet tør for poser". Kommunen har i årevis haft den service. Det vil sige, at man har en gensidig aftale med kommunen om, at de sørger for, at der er poser, som jeg kan samle op med, siger Birger Andersen.

Nikolaj Hvingtoft Hansen anerkender, at kommunen er "en halv omgang for sent ude".

- Vi blev overhalet af hverdagen. Men nu får vi informeret om det, så hurtigt vi kan, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik