Bekymrede naboer: Her skal der bygges en asfaltfabrik

I Allerød Kommune skal en planteskole forvandles til en asfaltfabrik. Det virker fuldstændig vanvittigt, lyder det fra en af borgerne i byen.

En privat lodsejer har solgt sin grund, hvor der har været planteskole, til et firma, der vil forvandle området til en asfaltfabrik. Fabrikken kommer til at ligge kun en kilometer fra et tætbebygget boligområde i Lillerød.

- Det virker fuldstændig vanvittigt. Vi er mange her i området, der bekymret for lugten fra fabrikken. Vi er bekymret for trafikken til og fra virksomheden, der kan skabe kø på en central vej her i byen. Ikke mindst er vi bekymret for, at det kan give sundhedsproblemer, siger Thomas Frisch, der bor halvanden kilometer væk fra den kommende asfaltfabrik.

Han er ikke den eneste, der er bekymret over det nye asfaltværk. På Facebook bliver fabrikkens berettigelse diskuteret, og den 2. oktober samles en gruppe borgere på Ravnsholtskolen for at snakke om, hvad de kan gøre for at finde en løsning på deres bekymringer i forhold til fabrikken.

Asfaltværket bliver placeret i et erhvervsområde, hvor der er seks nye virksomheder på vej.

- Det er fint, at der kommer erhverv til byen, men det vi opponerer imod er, at man prøver at snige en asfaltfabrik ind ad bagdøren, med dertilhørende forurening, lugt og støj samt tonstunge lastbiler. Det værste er, at kommunen ikke engang vil lave en VVM-redegørelse, mener Thomas Frisch.

Borgmesteren har tillid til virksomhed

En VVM-redegørelse er en vurdering af et byggeprojekts påvirkning på miljøet.

- Asfaltværker, som sådan, er ikke omfattet af reglerne for VVM. Men det kommende asfaltværk vil stadig blive miljøreguleret i forbindelse med den lovpligtige miljøgodkendelse, hvor der gennemføres en grundig og detaljeret gennemgang af alle de miljøforhold, der er knyttet til virksomheden, herunder støj, støv, lugt, spildevand, trafik med mere, lyder det fra kommunens borgmester, Jørgen Johansen (K).

Jørgen Johansen forventer desuden, at virksomheden lever op til både miljø- og sundhedsmæssige lovkrav:

- Som kommune er vi selvfølgelig ansvarlige for at stille de rigtige miljøkrav og sikre at virksomhederne generelt lever op til dem og til lokalplanen. Det føler jeg mig helt tryg ved, at de gør.

Hvis kommunen efterfølgende under den løbende kontrol med virksomheden støder på miljøproblemer i forbindelse med produktionen på asfaltværket, så vil det blive påklaget overfor virksomheden.

Jørgen Johansen oplyser endvidere, at virksomheden bag det nye asfaltværk, Pankas, inviterer til et åbent informationsmøde om viksomhedens produktionsmetoder og miljøbelastning, og borgmesteren anbefaler, at borgere i området deltager i i mødet.

Borgermødet finder sted mandag 2. oktober kl. 19.30 i kantinen på Kratbjergskolen, afdeling Ravnsholt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik