Emilie led af anoreksi: Der gik sport i at være perfekt

Emilie Hjortholm var tæt på at dø af anoreksi. I dag er hun rask, og i 6. afsnit af serien Menneskebiblioteket fortæller hun om livet under og efter sygdommen.

Se serien Menneskebiblioteket her

Emilie Hjortholm er 23 år, læser til pædagog og bor i egen lejlighed. Men for få år siden var fremtidsudsigterne langt fra gode. Emilie blev indlagt med et hjerte, der var ved at give op, fordi hun led af anoreksi og næsten helt var holdt op med at spise. Hun var blevet en af de 5000 danskere, der lider af den farlige psykiske lidelse. 

I 6. afsnit af TV 2 Lorrys serie Menneskebiblioteket ”låner” vært John Rahbek Emilie Hjortholm på det rigtige Menneskebibliotek for at blive klogere på, hvad der foregår i et ungt menneske med anoreksi.

For Emilie begyndte det hele uskyldigt med, at hun som teenager ville tabe sig 2-3 kg.

- Jeg kiggede lidt ud på samfundets idealer, og jeg kiggede på nettet; "Hvordan bliver du et bedre menneske?" Rigtig mange steder, hvor jeg kiggede, var det noget med ”Tab dig 5 kg”, ”Bliv lige lidt stærkere”, ”Kom i form” osv. Og så valgte jeg bare at følge den strøm. Jeg valgte at følge samfundets strøm for at føle, at jeg var god nok, siger Emilie Hjortholm.

Det var en grundlæggende følelse hos den unge pige, at hun ikke følte sig god nok.

- Jeg har altid følt, at jeg var lidt anderledes, og jeg blev mobbet i skolen, fordi jeg var lidt ved siden af. Især i de yngre klasser blev jeg groft mobbet. Jeg har været bagud i min udvikling og opført mig lidt mere barnligt end de andre børn. Derfor blev jeg nødt til at finde en måde at blive bedre på, eller blive den pige, der blev set, og få noget anerkendelse for den, jeg var. Og der håbede jeg, at mit vægttab kunne gøre det, fortæller hun.

Men det var en farlig kurs, og til sidst var kroppen ved at give op, og Emilie blev indlagt på Bispebjerg Hospital. I Menneskebiblioteket fortæller hun om den hårde kamp for at blive rask og frygten for at falde i igen.

Klokken 21.20 i aften kan du se ”Menneskebiblioteket – anorektiker” på TV 2 Lorrys egen tv-kanal.

Alternativt kan du allerede nu se hele afsnittet ved at klikke herunder.

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik