Emballagefrit supermarked udvider: Ny butik uden plastik

Efter tre år på Vesterbro åbner LØS Market nu endnu en butik efter samme koncept. Emballage er fy.

Frédéric Hamburger er klar til at åbne sin anden LØS market butik, denne gang på Nørrebro. Foto: Karoline Daae - TV 2 Lorry

Det er ikke unormalt, at man kan fylde skraldespanden med alskens pap, folie og plast efter en madlavning. 

Alle varer i supermarkederne er nemlig pakket godt ind - hvad end der er tale om kød, grønt, mejeriprodukter eller brød.

Sådan forholder det sig dog ikke i LØS Market, som er Danmarks første emballagefrie supermarked.

I september 2016 åbnede man første butik på Vesterbro, og nu er turen kommet til Nørrebro. 

Lørdag den 19. januar slår man dørene op i Jægersborggade, hvor lokalerne er indrettet med såkaldte siloer og krukker, hvorfra man kan vælge og plukke sine varer. 

Hvis man selv har glemt en pose til at fragte varerne med hjem, er der mulighed for at låne nogle genbrugsglas eller komposterbare poser.

- LØS er et koncept, som består af fire sokler. Vi vil droppe emballagen. Vi vil mindske madspild. Vi vil fokusere på økologi og lokale varer. Og så vil vi benytte os af genbrug. Det er helt kort fortalt, hvad det handler om, forklarer grundlæggeren Frédéric Hamburger til TV 2 Lorry. 

Her ses nogle de siloer som får maden fra i LØS market. Foto: Karoline Daae - TV 2 Lorry

Lokale har investeret i butikken

Den franske ildsjæl synes selv, at der er blevet taget godt imod hans første butik, så han er ganske forventningsfuld før den nye åbning. 

- Jægersborggade er en gade, hvor folk i forvejen er bevidste forbrugere. Derfor sprang vi på projektet, da vi fik muligheden. Vi står i et kvarter, hvor folk gerne vil gøre en forskel. Vi har fået en del opbakning, siger Frédéric Hamburger til TV 2 Lorry. 

LØS MARKET

Jægersborggade 20, Nørrebro
 

Åbner 19. januar klokken 10.00. 

Åbningstider:
Hverdage
10.00 — 19.00
Lørdage
10.00 — 17.00
Søndage
11.00 — 17.00

Se mere

Det er faktisk lykkedes ham at få skrabet præcis 203.000 kroner sammen via såkaldt crowdfunding, hvilket var en forudsætning for, at udvidelsen blev mulig.

- Det er fantastisk, for folk investerer i noget, som de holder af. Crowdfunding er, som jeg ser det, utrolig vigtigt, fordi det forbinder og forpligter folk til konceptet. De investerer i det, men får samtidig 10 procent rabat hele året. Det er med til at skubbe os i gang, forklarer iværksætteren. 

I den nyåbnede butik vil man kunne finde intet mindre end 320 forskellige produkter. Der vil være både frugt og grøntsager. Tørvarer som mysli. Nødder, kerner, frø, kiks, chokolade, slik. Sågar både olie, vin og øl, som man kan tappe. 

Frédéric Hamburger forsikrer, at der vil være alle de varer, som man har brug for til et godt måltid, økologisk mad. 

01:10

Foto: Karoline Daae - TV 2 Lorry

Luk video

Et klimaopråb fra ildsjælen

Idéen har franskmanden faktisk fået i sit eget hjemland for nogle år siden. 

Her besøgte han i Grenoble en lignende forretning, som han blev inspireret af:

- Jeg spurgte dem, om det fungerede kommercielt, og det gjorde det. Så tænkte jeg, at vi måtte gøre det samme i Danmark, for her er vi i forvejen meget bevidste om miljøet, siger Frédéric Hamburger.

- Det er oppe i tiden. Folk er blevet mere bevidste om det overforbrug af både mad og plastik, som vi har. Vi bruger alt for meget, men jeg tror, at forbrugerne er blevet mere klar til at handle, siger han. 

Til spørgsmålet om, hvorvidt den snaksaglige franskmand har noget at tilføje, svarer han resolut:

- Ja.

- Jeg vil gerne sige, at det haster! De klimaproblematikker, som vi har, er store. Derfor insisterer jeg også på, at det er konceptet, som er vigtigt her. Jeg skal ikke personligt blive rig. Vi vil ændre indkøbsvanerne og gøre en forskel for kollektivet. Det er meget, meget vigtigt, at vi gør noget nu. Hvis vi fortsætter ad den vej, som vi gør nu, så frygter jeg, at vi rammer muren. 



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik