Foto: TV 2 Lorry

EM-svømmere bliver nr. fire

De danske kvinder hentede en fjerdeplads i finalen i 4x50 meter fri ved EM på kortbane i svømning fredag i Israel med tiden ét minut og 37,04 sekunder.

Det danske hold bestod af Jeanette Ottesen, Julie Kepp Jensen, Emilie Beckmann og Sarah Bro, og danskerne var seedet til en fjerdeplads i finalen ud fra resultaterne i de indledende løb, hvor Danmark kvalificerede sig med tiden ét minut og 38,27 sekunder. Det skriver Ritzau.

Danmark lagde ud med det bedste kort Jeanette Ottesen, som svømmede sin tur i 24,01 sekunder og blev efterfulgt af Julie Kepp Jensen.

Her dalede Danmark ned på tredjepladsen og i resten af finalen lå Danmark i en tæt kamp med Rusland, som dog sluttede foran og tog bronzemedaljer. Italien vandt guld i tiden ét minut og 36,05 sekunder foran Holland, der tog sølvmedaljerne.

Efter fredagens finale var de danske svømmere godt tilfreds.

- Vi fik en fjerdeplads til et EM, og det var ikke ligefrem det mest perfekte hold, vi har, så vi kan være stolte, lød det fra Jeanette Ottesen til TV2 Sport.

Danmark hentede fredag den første medalje ved EM på kortbane, da Jeanette Ottesen sluttede på andenpladsen i finalen i 50 meter butterfly.