EM i svømning til København

Selvom byggeriet af Københavns kommende Royal Arena i Ørestad stadig er i fuld i gang, er den første store sportsevent allerede skrevet i kalenderen.

Det står klart, efter at Danmark fredag fik tildelt EM-værtskabet i svømning på kortbane i 2017, og det glæder Københavns kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen, Dansk Folkeparti.

- Royal Arena har givet os muligheden for at byde ind på kultur- og sportsbegivenheder i absolut verdensklasse, som vi tidligere manglede de rigtige fysiske rammer til, siger Ebbesen i en pressemeddelelse.

Når EM i svømning kommer til København i 2017, bliver det den første store sportsbegivenhed, der skal afholdes i Royal Arena, som kan rumme op til 12.500 tilskuere og op til 15.000 koncertgæster.

Se "Rejsegilde for Royal Arena", her:

I anledning svømmemesterskabet bliver multiarenaen udstyret med to bassiner - ét til selve mesterskabet og et opvarmningsbassin uden for publikumsområdet.

EM i svømning forventes at trække op mod 800 deltagere fra 40 forskellige lande i løbet af de fem dage, mesterskabet varer.

- Med Royal Arena rykker København op i en anden liga som sportsby. Med en superarena og flere store hoteller lige ved siden af og en international lufthavn ti minutter væk får vi et internationalt event-hotspot i København, siger Lars Vallentin Christensen, ansvarlig for sportsevents i Wonderful Copenhagen.

Selvom EM i svømning er den første store sportsevent, der kommer til at finde sted i Royal Arena, er der allerede vundet en anden stor sportsbegivenhed, som dog først finder sted i 2018.

Det er VM i ishockey, der er blandt verdens største sportsbegivenheder, som skal afholdes i Herning og København med både semifinaler og finale i Royal Arena.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik