02:39

Unge på Roskilde Tekniske Skole konkurrerer om at fremstille den bedste skraldespand.

Elever skal lave den perfekte skraldespand

Fremtidens skraldespande skal være lette at tømme, sikrede mod hærværk - og så skal de kunne lyse op i mørket.

Den har mange facetter, den skraldespand som eleverne på Roskilde Tekniske Skole har fået til opgave at udvikle. 

Den skal være let at åbne, let at tømme, klar til al slags vejr og til at modstå hærværk. Ja, og det er endda kun nogle af kriterierne. Se bare listen her: 

Sådan er den perfekte skraldespand: 

Let at åbne
Let at tømme
Vejrsikker, så poserne ikke falder ned i blæsevejr
Fuglesikret
Rottesikret
Graffitisikret
Hærværkssikret
Med indbygget askebæger
Synlig og tilgængelig
Svær at "misbruge" til affald, som skal afleveres andre steder

Kilde: Roskilde Kommune

 

Læs også 66-årig opfinder laver big business på toiletballon

Skraldespand med pyramidetop

90 elever har i snart to uger knoklet for at få den bedste idé og føre planen ud i livet ved at bygge den udendørs skraldespand. De er blevet delt op i 12 grupper, der hver skal lave et eksemplar. 

- Vi bygger en skraldespand, der har en kube med en pyramide på toppen. Pyramiden har fire sider, og der er en skraldespand på hver side, siger Mille Dunker-Haagesen, elev på Roskilde Tekniske Skole. 

Hun synes, at det er en god og lærerig opgave at bygge en skraldespand, og så er hun undervejs blevet i tvivl, om det nu også er tømrer, hun skal være, eller om hun skal bruge et nyfundet talent. 

- Jeg er faktisk blevet i tvivl i løbet af de sidste par dage, hvor jeg har været ovre i smedeværkstedet og svejse, og det er jeg rigtig god til, har jeg fået at vide, fortæller hun.

Skraldespandende skal være færdige i morgen fredag d. 2. november. Her skal en dommerkomité bedømme projekterne og vælge den bedste skraldespand.

Andre samarbejder

Roskilde Tekniske Skole har før samarbejdet med Roskilde Kommune om et projekt.
I 2017 lavede eleverne talerstole, der blev brugt til forskellige arrangementer op til kommunalvalget.

Kilde: Roskilde Kommune

Læs også Maja mistede håret - men med ny opfindelse har hun fået det tilbage

Dommerkomiteen består af lærere fra Teknisk Skole, formanden for Klima- og Miljøudvalget, Karim Friis Arfaoui, og formanden for Kultur- og Idrætsudvalget, Claus Larsen.

I dommerkomiteen deltager også de tre medarbejdere fra materielgården, der står for den daglige drift af byens skraldespande.

Alle skraldespande skal efterfølgende udstilles og afprøves til Roskildes lysfest d. 2. november.