Elever må fra Hillerød til Kolding for at tage teoriprøven

Køreskoleelever må tage turen til det jyske for at tage deres teoriprøve. På Sjælland er der langt fra prøver nok, melder kørelærer.

I Hillerød er Rasmus Audes datter i gang med at tage kørekort. Men for at tage den teoretiske prøve, må hun en tur til Jylland i slutningen maj. 

- Otte fra hendes hold skal til Kolding. De fik besked på, at der ikke var andre tider, og ellers måtte de vente med at gå op, siger Rasmus Aude. 

Han synes, det er en lang tur for at tage en teoriprøve, og så især i eksamenstiden. 

- Det er et problem, at en skoledag eller en forberedelsesdag skal hives ud af kalenderen for at tage en teoriprøve, der tager en halv time, siger Rasmus Aude. 

Hos Inges Køreskole, der også ligger i Hillerød, kan de sagtens genkende problemet med at få pladser til eleverne til teoriprøverne på Sjælland.

- Vi sidder alle mand klar til at booke prøver, når de bliver frigivet. Det sker en gang om ugen, så har vi omkring 80 sekunder, hvor der er ledige tider på Sjælland, og ellers er alt væk, siger Inge Jørgensen, kørelærer, Inges Køreskole. 

Ikke prøver nok

Hos Inges Køreskole vil de ikke sende eleverne væk fra Sjælland for at gå til køreprøve. 

- Jeg sender ikke elever til andre landsdele, for det er uacceptabelt, at de skal tage så langt væk for at gå til prøve. Sådan skal eleverne ikke behandles, siger Inge Jørgensen. 

Til gengæld betyder det, at køreskolen ikke kan optage så mange elever, som der er kapacitet til. Hvor de normalt ville kunne starte to hold op hver måned, må de nu nøjes med et enkelt hold for at kunne servicere eleverne ordentligt. 

- Vi afviser fem til ti elever hver dag, som vi ikke kan tage ind, for det fylder i køreskolen, når vi ikke kan få dem igennem systemet, forklarer Inge Jørgensen og fortsætter: 

- Der er simpelthen for få prøver. Punktum. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik