03:01

Elever har kæmpet FIFA ind på skoleskemaet

Københavns Private Gymnasiums opretter fra skoleåret 2017/2018 en HF elite FIFA-linje - på initiativ af to af deres elever.

Fodboldspil i skoletiden lyder nok som lidt af en drøm for mange unge drenge. Men to københavnske elever, Fatih Üstün og Benjamin Hakan Durmus, lod det ikke blive ved drømmen - de gik til deres gymnasium med idéen.

Og efter måneders arbejde står de til sommer klar med en unik elite esports-linje - baseret på fodboldspillet FIFA. 

Vigtigt med uddannelse ved siden af spil

Begge drenge er selv FIFA-spillere. Fatih Üstün på et professionelt plan, hvor han bruger omkring 15 timer om ugen på spillet. 

Læs også Det første DM i computerspillet CS:GO vindes af underdog

Det var et kig ud i FIFA-miljøet, der inspirerede dem til at kombinere spil og skolegang. For selvom de oplever en branche, der bliver mere og mere økonomisk attraktiv, så synes de, det er vigtigt, at have en uddannelse at falde tilbage på.

- Mange FIFA-spillere vil gerne udleve deres FIFA-drømme, men samtidig har det været meget svært for dem at tackle en ungdomsuddannelse, fortæller Benjamin Hakan Durmus.

Derfor så de behovet for en linje på gymnasiet for de ambitiøse FIFA-spillere.

Skolen er begejstret

Og den idé tøvede skolen altså ikke længe med at gribe:

- Vi syntes, at det var en fremragende idé. Jeg synes, de virkede meget overbevisende, meget inspirerende, meget motiverende i forhold til det, de sagde til os, fortæller Henrik Selch, der er lektor på gymnasiet og leder af esports-linjen.

Fatih Üstün og Benjamin Hakan Durmus fik endda overrakt ansvaret for at tilrettelægge FIFA-delen af den nye elitelinje. Noget, de har arbejdet på siden januar.

Læs også Komiker: Trist at børn gamer i stedet for at spille fodbold

Verdensmester som træner

I torsdags nåede de så endnu et meget afgørende skridt. Her skrev gymnasiet på Østerbro nemlig kontrakt med verdensmesteren Mohamad Al-Bacha og hans coach, Hassan ‘HassanPlayer’ Al-Saraf. 

Igen fordi eleverne selv tog kontakt til parret, som nu skal fungere som coaches. 

Al-Bacha er kendt for i 2016 at have vundet FIFA Interactive World Cup i New York. Derudover er han selv gymnasieelev og bliver student til sommer. 

Har været det hårde arbejde værd

At deres idé er nået hertil kan ikke andet end at skabe tilfredshed hos dem.

- Vi er utroligt stolte af det arbejde vi har lagt i det. Det har til sidst vist os, at det har været de hårde dage hver, mener Benjamin Hakan Durmus.

- Nu glæder vi os bare til efter sommerferien! istemmer Fatih Üstün

Sådan kommer elite e-sportslinjen til at se ud:

  • ​Eleverne skal igennem de samme obligatoriske fag, som alle på HF. Men de kommer til at se lidt anderledes ud. Undervisningen bliver nemlig "gamificeret", fortæller Henrik Selch:
  • I matematik kunne eleverne for eksempel se på økonomiske statistikker over e-sportens vækst. Og historieundervisningen kunne kigge på, hvad spillene bruger af historiske fakta. 
  • Derudover skal eleverne også igennem en særlig fagpakke med idræt og psykologi med faglige problemstillinger, der skal gøre eleverne til bedre FIFA-spillere.
  • Efter normal undervisningstid ligger de egentlige FIFA-timerne med strategi og teknik sammen med de to coaches.
  • Der er også coaching, der fokuserer på fysisk og mental træning.