Elever føler sig forfulgt

Det nye år har budt på forskellige ubehagelige oplevelser for nogle elever på Nordstjerneskolen.

Først kom det frem, at en 13-årig pige var blevet overfaldet ved Ramløse Hallen, og nu oplyser Nordstjerneskolen på sin hjemmeside, at flere elever har følt sig forfulgt på vej hjem fra skole.

- Vi fik en forældrehenvendelse for cirka tre uger siden om, at en elev var på vej hjem fra skole, hvor han blev forfulgt af en person på knallert. Det var en meget ubehagelig oplevelse, fortæller afdelingsleder Allan Carlsen til Frederiksborg Amts Avis.

- Senere fik vi så en henvendelse mere om en anden elev og valgte så at skrive ud på nettet, så forældrene er opmærksomme på det, ligesom vi har sagt til forældrene, at de skal melde det til politiet, hvis der sker noget, siger Allan Carlsen.

Går ud over både store og små elever

Alt i alt kender Allan Carlsen til tre-fire episoder, som både er gået ud over små elever samt større elever i 7. klasse.

Han fortæller, at en lærer har været ude for at holde øje i skoletiden, ligesom SSP-konsulent Ann Oppermann flere gange har sendt en gademedarbejder ud for at holde øje med skolens område.

Politiet har fået to henvendelser om episoder fra Ramløse. Men det hænger ikke sammen med overfaldet på pigen 1. januar, lyder det fra vicepolitikommisær Morten Riisager-Pedersen ifølge Frederiksborg Amts Avis. Han mener, henvendelserne skyldes, at børnene er ekstra opmærksomme på grund af sagen om overfaldet.

- Det er så langt væk fra det andet, så vi kæder det ikke sammen. Det var normalt ikke noget, vi ville få henvendelser om. Så jeg vil gerne mane til ro. Der er ikke noget at være bange for, siger Morten Riisager-Pedersen, der dog påpeger, at politiet gerne hører fra folk, hvis de oplever noget mistænkeligt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik