Elever flygter fra små skoler

Fra dette skoleår er tre af nordsjællandske Gribskov Kommunes folkeskoler blevet reduceret til såkaldte fødeskoler uden overbygning, hvor eleverne er tvunget til at skifte skole efter 6. klasse.

Det har betydet, at to af disse skoler tilsammen har mistet 50 elever, skriver Frederiksborg Amts Avis, torsdag.

- Det har ramt os hårdt på Tingbakke-afdelingen. Vi plejer at have tre-fire elever, der forsvinder mellem den 1. marts, hvor vi tæller op, hvor mange der er skrevet ind, og så til september, hvor vi tæller igen. Men i år har vi haft 30, der er sprunget fra på Tingbakken, og det er primært de store børn, siger Kurt Nymann, skoleleder på Gribskolen, der består af den tidligere Tingbakkeskolen og Græsted Skole.

Det ærgrer skolelederen, for det koster 35.000 kroner, når skolen må tage afsked med en elev. Så når 30 elever forsvinder ud af klasselokalerne, er det samtidig et farvel til omtrent én million kroner.

- Men det er en politisk beslutning, og den efterlever vi. Vi gør, hvad vi kan, for at skabe en god skole, siger han.

Også Blistrup-afdelingen af Gilbjergskolen har mistet elever siden sidste skoleår.

- Det drejer sig om cirka 20 børn. Skolen er gået fra omkring 250 til 230 elever. Så der er desværre en del, der har fravalgt Blistrup, siger skoleleder på Gilbjergskolen, Mette Grønvaldt.

Begge skoleledere peger på, at eleverne især er skiftet til andre folkeskoler. Blandt andet fordi privatskolerne ikke har mere plads, mener Kurt Nymann.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik