Foto: TV2/Lorry

Elever får skolegang i pavilloner i næsten seks år

Drilske byggefelter og efterspørgsel på beton betyder, at den ny Asminderød Skole i Fredensborg bliver fem måneder forsinket og dermed først klar til indflytning i december 2012. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Nyheden kommer fire år efter, at de første pavilloner blev sat op ved den skimmelsvampramte skole i Fredensborg, og forsinkelsen betyder, at over hundrede af skolens elever når at opleve næsten seks års skolegang i pavilloner.

Og selvom der er ærgrelse på rådhuset i Fredensborg, har forsinkelsen været nødvendig for at sikre, at byggeriet ikke bliver for højt og for tæt på de nærmeste naboer i det kuperede terræn mellem skov og villakvarter.

- Vi har flyttet nogle af bygningerne, men bevaret den meget åbne, flotte karakter i vinderprojektet, forklarer Thomas Barfoed, direktør for Miljø, Kommunale Arealer og Digitalisering i Fredensborg Kommune til Frederiksborg Amts Avis.

Ændringerne betød i første omgang en forsinkelse på et par måneder, men det forstærkes af en uventet lang leveringstid på de specialstøbte betonelementer, som den arkitektonisk roste skole skal bygges af.
Det er ikke første gang, at skolebyggeriet forsinkes omkring et halvt år - det skete også for to år siden, hvor politikerne havde svært ved at finde penge til at bygge skolen til en samlet pris på 135 millioner kroner.