Elever får indflydelse på gymnasiebyggeri

Vestskoven Gymnasium skal først stå færdigt næste år. I dag var nogle af de kommende elever på besøg.

Eleverne foran den gymnasiebygning, de skal indtage næste år- Foto: Ida Marie Høeg

Det meste af indmaden mangler - men de rå bygninger står klar.

Og i foråret 2020 er det planen, at elever, lærere og andet personale skal rykke ind på det nybyggede Vestskoven Gymnasium.

I dag var de 50 medlemmer af skolens elevråd på det nuværende Next Albertslund Gymnsium på besigtigelse - og tanken er, at de herefter skal danne workshops, der kan komme med ideer til, hvordan den nye gymnasiebygning indrettes.

Læs også Gymnasier i åbent brev til regeringen: “Vi kan ikke spare mere uden at fyre”

En af de elever, der var på besøg i nybyggeriet, er Vanessa Nygaard, elev 3.G

- Det er megaspændende, og det er sjovt, at man får lov til at sætte sit eget præg. Nu går jeg godt nok ud, men det er sjovt, at man kan komme med til en gammel elevfest og sige, at her har jeg været med til at præge et eller andet, fortæller hun.

Artiklen fortsætter efter billedet...

3.G´eren vanessa Nygaard syntes, at det var megaspændende at besøge byggepladsen. Foto: Ida Marie Høeg

Hun er optaget af bæredygtighed, og i hendes gruppe har de snakket om at lave en pantkasse, hvor overskuddet går til folk, der har brug for det.

Elever ser frem til moderne klasselokaler

Eleverne kan se frem til langt bedre forhold, end de er vant til.

- Det er godt at have indflydelse - gymnasiet er jo lavet til os, så vi bør også have noget at skulle have sagt. Jeg går på HTX, hvor vi får nye og bedre laboratorier end på det gamle gymnasium. Det er godt, fordi vi skal til eksamen i de nye laboratorier. Vi får nye værktøjer, så det er ikke sådan noget gammelt noget, der har ligget der i ti-tyve år, siger en anden af eleverne, Haseeb Rashid.

Læs også Gymnasieelever vil på klimavenlige studieture – men det er for dyrt

Han har været med til at få indført, at der er vandautomater med iskoldt drikkevand på den nye skole, og i hans arbejdsgruppe har de diskuteret ambition og fællesskab .

- Vi har et godt fællesskab, og det vil vi gerne viderebringe. Det samme gælder traditioner og festkultur, siger Haseeb Rashid.

Eleverne fik en rundvisning på den store byggeplads og kunne altså se både deres kommende klasseværelser og de fællesarealer, skolen kommer til at råde over.

Skolen får plads til 800 elever, og byggeriet kommer til at rumme cirka 11.000 kvadratmeter - og byggeriet forventes at koste omkring 200 millioner kroner.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik