Elev kæmper for at beholde sin skole i Helsingør

Spareplaner på Erhvervsskolen Nordsjælland betyder, at elever risikerer at skulle tage turen til Hillerød. Men elever kæmper for at blive.

Efter sommerferien næste år skal Erhvervsskolen Nordsjælland også kaldet Esnord være ude af lokalerne på Rasmus Knudsensvej i Helsingør. 

Erhvervsskolen skal spare, og derfor risikerer HTX og andre erhvervsuddannelser på adressen at blive samlet i Hillerød. Det vil betyde en markant længere skolevej for de fleste af de 250 elever, som går på uddannelserne.

Det har fået en ung kvinde fra Helsingør til at kæmpe for at beholde sin uddannelse i kommunen.

- Jeg synes ikke, vi er blevet lyttet til som elever omkring den her beslutning, siger Mille Merrit Babette Holgersen, der går i 1.g på HTX, Esnord i Helsingør. 

Hun har skrevet til skoleledelsen, byrådsmedlemmer og medier i håbet om, at man bevarer uddannelserne i Helsingør kommune. Og hun bliver bakket op af flere af sine klassekammerater.

- Det vil tage mig en time og 37 minutter at komme til og fra skole hver vej. Hvilket vil sige, at jeg hver dag skulle bruge tre timer og 14 minutter på transport alene. 

Prøver at finde en løsning

Esnords ledelse arbejder på en løsning for at finde andre lokaler i kommunen til de 250 elever, som går på uddannelserne i Helsingør. De har henvendt sig til Helsingør Gymnasium, om der kan blive plads til eleverne der. Elevernes opråb er blevet hørt.

- Det gør et stort indtryk på mig, for det er en alvorlig sag, som vi beklager, når vi er nødt til at flytte eller lukke uddannelser. Vi håber på at kunne finde et samarbejde med en uddannelse i Helsingør, siger Adrian Tresoglavic, Vicedirektør, Esnord og fortsætter: 

- De skal vide, at vi på Esnord gør alt, hvad vi kan for at beholde flest mulige uddannelser i Helsingør. Det er i vores interesse, i elevernes og Helsingør Kommunes interesse, så det håber jeg meget på kommer til at lykkes for os. 

Mille Merrit Babette Holgersen håber, at der bliver fundet en løsning. 

- Den bedste løsning for os elever var at blive på Rasmus Knudsensvej, men da bygningen er til salg, så tror jeg ikke, at det er en mulighed mere. Men det ville klart være bedre at blive i kommunen stadigvæk, altså på Helsingør Gymnasium og få nogle lokaler der, for der vil transporttiden være mindre for os alle sammen, siger Mille Merrit Babette Holgersen. 

I aften skal Helsingør Gymnasiums bestyrelse så tage stilling til henvendelsen. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik