Foto: TV2 Lorry

Elendige parkeringsforhold: Håndværkere må sige nej til jobs

Hver tredje håndværker har sagt nej til opgaver i København på grund af dårlige parkeringsforhold, viser en ny undersøgelse.

Når håndvasken driller eller toilettet lækker, sender man ofte bud efter en håndværker. Men hvis opkaldet er kommet fra København, har hver tredje håndværker sagt "nej tak" til opgaven.

Det viser en undersøgelse fra Haandværkerforeningen.

De mindre opgaver inde i centrum holder vi os helst fra for at undgå parkeringen.

Michael Theislund, Direktør, Theisbo El

Det er nemlig blevet så svært at finde en parkeringsplads i København, at opgaverne ofte er for besværlige at udføre.

Afviser småopgaver

Det kender el-installatør Michael Theislund alt til. Hvis en privatkunde i Indre By ringer til ham med en mindre opgave, siger han nogle gange nej, selvom kalenderen er ledig. 

- Vi har nogle faste kunder, og dem servicerer vi, uanset hvor de er. Men med nye kunder er det en vurdering af, hvor meget arbejde er der. De mindre opgaver inde i centrum holder vi os helst fra for at undgå parkeringen, siger han til TV2 Lorry.

Læs også Ny parkeringszone skubber pladsproblemerne

Det kan for eksempel være småopgaver som opsætning af lamper eller en ekstra stikkontakt.

- Det er noget, man må gøre op med sig selv. For det kan jo føre til mere arbejde, noget af det, man siger nej til. Men parkeringsproblemerne har man i hvert fald altid in mente, når vi arbejder i centrum af København, fortæller Michael Theislund.

Det giver en stor udfordring for den helt almindelige københavner, som skal have løst små opgaver.

Christoffer Susé, Direktør, Håndværkerforeningen

For ham er bilen et rullende værksted, og derfor er det vigtigt at kunne parkere tæt på.

- Der er jo meget med arbejdsmiljø - hvor meget man må slæbe. Hvis du skal bære alting meget langt, tager det længere tid, og så ryger dit overskud jo på spildtid, siger Michael Theislund.

Giver dårligere service for københavnerne

Parkeringsproblerne går ud over københavnerne, der får sværere ved at finde en håndværker, lyder det fra Haandværkerforeningen.

- Det giver en stor udfordring for den helt almindelige københavner, som skal have løst små opgaver, som et toilet der løber, siger Christoffer Susé, direktør i Haandværkerforeningen.

Om undersøgelsen 

  • 37 procent af virksomhederne svarer, at de for det meste, ofte eller nogle gange har fravalgt opgaver i København på grund af dårlige parkeringsforhold.
  • 55 procent af virksomhederne mener, at Københavns Kommune kunne forbedre sin infrastruktur, herunder parkering, vejnettet og den kollektive trafik.
  • Undersøgelsen af erhvervsvilkårene i kommunerne for små og mellemstore virksomhederer er udført af Håndværksrådet i samarbejde med Haandværkerforeningen i Kjøbenhavn.

Haandværkerforeningen appellerer derfor til Københavns kommune om politisk handling, og har selv peget på muligheden for at inddrage 10-meterzonerne i visse områder til parkeringspladser, hvilke Københavns kommune har sat penge af til at undersøge i næste års budget.

Imidlertid er Teknik- og Miljøforvaltningens umiddelbare vurdering, at det vil resultere i mindre end 25 nye parkeringspladser.

Forslag: P-pladser reserveret til håndværkere

El-installatør Michael Teislund ser gerne, at man reserverer nogle parkeringspladser til erhvervsbiler, for eksempel ved at inddrage nogle af pladserne til el-biler, som han oplever ofte står tomme.

- Det kunne eventuelt være, at håndværkere måtte parkere der mellem 7 og 15, for det er ikke sådan, at folk, der kommer hjem med en håndværkerbil, skal have lov at holde der, siger han.

Læs også Gratis parkering til el-biler er ulovlig

Håndværkerforeningen har før foreslået særlige p-pladser som en løsning og håber nu på politisk medvind.

- Det handler i første omgang om, om man kan se en idé i det her fra Københavns side, siger Christoffer Susé.

Ifølge Transport-, Bygnings- og Boligministeriet har Københavns kommune muligheden for - med politiets samtykke - at fastsætte "færdselsmæssige bestemmelser" om bl.a. parkering og standsning.

- Hvis Københavns Kommune efter samtykke med politiet således vurderer, at hensynet til særlige parkeringspladser til erhvervsbiler er tungtvejende nok, er der umiddelbart ikke noget i lovgivningen, der hindrer det, skriver Transport-, Bygnings- og Boligministeriet til TV2 Lorry til TV2 Lorry.

Frygter en "sneboldseffekt"

Imidlertid mener Teknik- og Miljøforvaltningen i København ikke, at det kan lade sig gøre uden at inkludere en række andre erhverv.

- Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer ikke, at der er er tilstrækkeligt tungtvejende og saglige argumenter for at reservere parkeringspladser til håndværkere uden at skulle give samme mulighed til andre erhverv, der kan argumentere for, at bilen er central for udøvelsen af deres erhverv. Det kunne for eksempel være vognmænd, sælgere, rengøringsfirmaer, låsesmede og butiksindehavere, skriver forvaltningen i en mail til TV2 Lorry.

Læs også Københavnerne vil have bedre forhold for den tohjulede trafik

Teknik- og Miljøborgmesterens partifælle i udvalget, Allan Mylius Thomsen, Enhedsl., peger i stedet på en anden løsning. 

- Vi kan forbedre den offentlige transport, og når den nye metro kommer, bliver der forhåbentligt færre og færre, der tager bilen herind, så der bliver flere parkeringspladser, siger Allan Mylius Thomsen.