Maria Farsinsen, sygeplejerske i hjemmeplejen, er glad for at køre i de nye elbiler. Foto: Høje-Taastrup Kommune

Elbiler er et hit i Høje-Taastrup

Hjemmeplejen i Høje-Taastrup Kommune er godt el-kørende. Kommunen har købt 15 nye elbiler. Så nu er 20 ud af hjemmeplejens 39 biler elektriske.

Først var der fem. Nu er der 20. Købet af 15 nye elbiler gør Høje-Taastrup kommune til en af de kommuner, der har den højeste andel af elbiler i den kommunale hjemmepleje. Og det er godt for miljøet.

Hver elbil kører nemlig i gennemsnit 20.000 kilometer om året men udleder kun halvt så meget CO2, som de gamle dieselbiler. En anden gevinst ved de miljøvenlige elbiler er, at de ikke udleder sundhedsskadelige partikler i lokalmiljøet. 

"Jeg er glad for at køre i de nye elbiler - de kører godt, og det er herligt ikke at skulle bruge kræfter på at skifte gear. I starten skulle vi lige lære at lade dem rigtigt op, men nu går det fint, og så slipper vi for at bruge tid på at tanke op, siger Maria Farsinsens, som er sygeplejerske i hjemmeplejen.

Høje-Taastrup Kommune vil have udfaset fossile brændstoffer i 2050. For at det kan lykkes, skal kommunen nedbringe CO2-udledningen med 3 procent hvert år de næste 34 år.