El Mousti tror alligevel på Frank Jensen

Det er højst usandsynligt, at Frank Jensen bliver overborgmester, mener medlem af Borgerrepræsentationen, Hamid El Mousti. Det mente han i hvert fald.

Det socialdemokratiske medlem af Københavns
Borgerrepræsentation Hamid El Mousti vender nu på en tallerken.
Nu tror han pludselig på, at Frank Jensen (S) kan blive
overborgmester.
Tidligere mandag citerede Ritzau ham for den modsatte
holdning, fordi han i en mail kaldte det "højst usandsynligt", at Frank Jensen (S) bliver overborgmester i København.
Men det varede kort. En times tid efter at Ritzaus artikel
blev lagt på de forskellige avisers hjemmesider, ringede Hamid El
Mousti til TV2/Lorry og aflyste en interviewaftale med den begrundelse, at han er blevet kørt ned ved Østerport station. Og kort efter kontaktede han Ritzau for at fortælle, at han nu har skiftet holdning.
- Jeg tror, at Socialdemokraterne får stemmer nok til, at
Frank Jensen bliver overborgmester, lyder det sejrssikkert fra
Hamid El Mousti.
Socialdemokraternes politiske ordfører, Anne Vang,
opklarer ikke årsagen til partikammeratens pludselige tro på Frank Jensen. På spørgsmålet, om hun og den øvrige ledelse har banket Hamid El Mousti på plads, svarer hun:
- Det har jeg ingen kommentarer til.
TV2/Lorry ser på den mere og mere spegede sag i udsendelsen klokken 19.30.