Foto: Kampagnefoto

EL-byrådsmedlem: "Zionister er dybt involveret i IS"

En af Enhedslistens byrådsmedlemmer i Køge mener, at zionister står bag Islamisk Stat (IS).

Tirsdag har S-byrådsmedlemmet Seyit Ahmet Özkan fra Ishøj måttet trække sig fra den socialdemokratiske gruppe efter en kontroversiel kommentar, hvor han kæder zionismen sammen med Islamisk Stat (IS).
Den socialdemokratiske lokalpolitiker får nu opbakning fra Niels Rolskov, der er byrådsmedlem for Enhedslisten i Køge. Det skriver netmediet dknyt.

Har de helt tabt sutten derinde? Det er da almindelig kendt, at zionisterne har været dybt involveret i IS

Niels Rolskov, byrådsmedlem, Enhedslisten, Køge

Niels Rolskov skriver i en kommentar til en artikel på dknyt, at det er almindeligt kendt, at zionister har været dybt involveret i IS, så han finder det "højst besynderligt at ekskludere en mand for den slags udtalelser".

Ser ikke ud til at få konsekvenser

Mens Socialdemokratiet i Ishøj ikke kunne acceptere zionist-udtalelserne fra Seyit Ahmet Özkan, ser sagen ikke umiddelbart ud til at få konsekvenser for Niels Rolskov hos Enhedslisten.

Læs også S-politiker trækker sig: Sagde, at zionister står bag IS

Per Clausen, der er ansvarlig for partiets forretningsudvalg, siger til dknyt, at der ikke er belæg for Niels Rolskovs udtalelser. Per Clausen finder det derfor uforståeligt, at byrådsmedlemmet har fremsat dem.

Men Per Clausen "tror i grunden ikke", at Enhedslistens landsorganisation vil foretage sig noget i anledning af udtalelserne. At Socialdemokratiet har reageret anderledes vil han ikke forholde sig til. 

Står ved sine kommentarer

Niels Rolskov er et af Enhedslistens to byrådsmedlemmer i Køge. Ordlyden af hans kommentar på dknyt lyder:

- Har de helt tabt sutten derinde? Det er da almindelig kendt, at zionisterne har været dybt involveret i IS. 

Læs også S i Ishøj vil af med byrådsmedlem efter zionistudtalelser

- For et par år siden blev endog en israelsk general taget til fange i Irak, hvor han trænede IS-krigere, så det er da højst besynderligt at ekskludere en mand for den slags udtalelser?

Niels Rolskov har overfor dknyt bekræftet, at han står bag kommentaren. /ritzau/