Foto: TV2/ Lorry

Ekstra penge til Folkets Hus

Kulturhuset Folkets hus på Nørrebro i København får nu en bevilling på 1, 9 millioner kroner til at køre huset videre.

Det besluttede et flertal i Københavns Borgerrepræsentation i går aftes.

Folkets Hus har haft store problemer med bandegrupperinger, og pengene skal bruges til at ansætte personale, der kan genoprette roen, siger kulturborgmester Carl Christian Ebbesen fra Dansk Folkeparti.

Læs også: Støtte til Folkets Hus er et forkert signal

-Det er det eneste, der er at gøre i den her situation. Vi skal have ansat personale, der kan sikre, at der ikke foregår ulovlige aktiviteter i Folkets Hus, og at politiet bliver kontaktet omgående, hvis der opstår problemer, siger han til DR P4 København.

Venstre, Radikale, Konservative og Liberal Alliance stemte imod forslaget, fordi de ikke mener, at flere penge til Folkets Hus er måden at dæmme op for bandeproblemerne.

Men det mener Carl Christian Ebbesen:

- Vi har haft et kulturhus på Nørrebro gennem 20-30 år, og så mener nogen, at huset skal lukkes, fordi det bliver besat af bander. Men det er jo absurd. Det er ikke banderne, der skal bestemme, om der skal være et kulturhus på Nørrebro, siger Carl Christian Ebbesen til DR P4 København

Bevillingen er på et år.