Foto: TV 2 Lorry

Ex-gidsel efter sejr over EB: Jeg er ligeglad med pengene

Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn er tilkendt 300.00 kroner hver for krænkende journalistik i Ekstra Bladet.

838 dage. Så længe blev de danske søfolk Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn holdt som gidsler i Somalia. 

Fredag har de to søfolk fået rettens ord for, at Ekstra Bladet krænkede dem og forlængede deres fangenskab med den omtale, avisen havde af gidseltagningen.

De danske søfolk tilkendes en godtgørelse på 600.000 kroner i alt. Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn havde krævet erstatning på en millioner kroner.

Avisens chefredaktør Poul Madsen og Ekstra Bladet ville derimod frifindes. Her mener man, at dækningen modsat medvirkede til, at de to er blevet løsladt.

- Det vigtigste for mig er, at vi nu har rettens ord for, at det som Poul Madsen og Ekstra Bladet gjorde, var forkert, siger en lettet Søren Lyngbjørn til Ritzau og fortsætter:

 - Pengene er jeg ligeglad med, for jeg er pensionist, så det er nok statskassen, der får de fleste af dem alligevel. 

Halvdelen af pengene, vil de to søfolk give til de filippinere, som de sad fanget i Somalia med, siger han.

Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn blev frigivet 30. april 2013 mod betaling af en løsesum på knap 40 millioner kroner.