Arkiv foto Foto: Lorry

Eksport giver metalfolk job

En uventet stor eksport har skabt travlhed på mange maskinfabrikker i Nordsjælland og Hovedstadsområdet.

Eksporten er med til at holde arbejdsløsheden nede i krisetiderne blandt fagforeningen Dansk Metals medlemmer, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Det er særligt maskinarbejdere, som i dag uddannes under titlen industriteknikere, der nyder godt de mange nye ordrer, forklarer cheføkonom Allan Lyngsø Madsen fra Dansk Metal.

- Det er eksporten, som redder hele branchen, og det er klart, at de af vores medlemmer, som kan indgå i industriproduktionen, er bedst stillet, mens eksempelvis automekanikere, som er afhængige af hjemmemarkedet, er langt hårdere ramt af krisen, siger Allan Lyngsø Madsen til Frederiksborg Amts Avis.

Han fremhæver i øvrigt, at ledigheden blandt fagforeningens medlemmer er lavest i Region Hovedstaden med seks procent, mens den på landsplan er på 7,8 procent.

At der igen er kommet i gang i eksporten, mærker man også hos ingeniør- og maskinvirksomheden Mark & Wedell A/S i Kvistgård udenfor Helsingør med 50 ansatte. Her begyndte ordrerne pludselig at strømme ind i sommeren 2011 fra så fjerne lande som Israel, Yemen og Den Dominikanske Republik.

Her er man netop ved at ansætte to nye medarbejdere med metaluddannelse, og jobopslagene viste, at mens cirka 20 søgte jobbet som kleinsmed, så var der kun to ansøgere til maskinarbejderjobbet som CNC-fræser.

Direktør Jacob Wedell er da heller ikke i tvivl om, at der er masser at lave på mange maskinfabrikker for tiden.