Foto: TV 2 Lorry (Arkiv)

Eksplosionsfare i Ålsgårde: 35 huse evakueret

Et stort område i Ålsgårde i Nordsjælland er lige nu afspærret.

En brand i en garage på Skindersøvej i Ålsgårde har fået vidtrækkende konsekvenser. Branden er slukket, men et stort område er lige nu afspærret.  

Læs også Eksplosionsfaren i Ålsgårde er drevet over

I garagen er nemlig en flaske med acetylen, der normalt bruges ved svejsning. Det er et stof, der kan give en kraftig eksplosion, når det får varme, fortæller Palle Jørgensen, vagtchef ved Norsjællands Politi til TV 2 Lorry. 

- Når den bliver varm, så begynder den at hvæse og er i fare for at eksplodere. Sådan en eksplosion kan være ret voldsom, siger han. 

Læs også Eksplosion i boligblok: Fire kvæstede - mange evakueret

Eksplosionsfaren betyder, at et stort område omkring Skindersøvej er afspærret, og 35 huse er evakueret. 

- Er man på vej hjem til området, så skal man i stedet køre til Nordkysthallen. Her samler vi lige nu dem, der ikke kan komme hjem til deres huse, siger Palle Jørgensen. 

Han kan ikke sige noget om, hvornår folk kan vende tilbage, men politiet arbejder på at få flasken flyttet. 

Læs også Derfor eksploderede boligblok i Lyngby

- Den skal nedkøles de næste 24 timer, inden faren er ovre. Vi arbejder på at få den væk fra området, men den skal hele tiden nedkøles, også under transport, så det kræver lidt organisering, siger Palle Jørgensen.

Han håber, at flasken er væk fra området i løbet af en time. 

Læs politiets beredskabsmeddelelse her

Dette er en beredskabsmeddelelse fra Nordsjællands politi

Efter brand i garage på Skindersøvej i Ålsgårde, er der eksplosionsfare pga en opvarmet acetylenflaske. Politiet har afspærret området

Advarslen vedrører borgere i området afgrænset ved krydset Skindersøvej/Apperupvej, Stien mellem Apperupvej 14 og Hallandsvej 17 og krydset Hallandsvej/Skindersøvej.

Personer i berørte område er evakueret til Nordkysthallen på Falkenbergvej i Ålsgårde.

Personer, som er på vej til området anbefales at køre til Nordkysthallen, hvor politiet er til stede med informationer.

Politiet anmoder om, at alle holder sig på god afstand af området.

Tidshorisont pt ukendt.

Kontakt kun politi og alarmcentral i akutte tilfælde.