Eksplosion ryster jødisk samfund i Malmø

To personer er anholdt og mistænkes for at stå bag attentat mod det jødiske samfunds bygning i Malmø.

Det jødiske samfund i Malmø blev fredag udsat for et attentat, da en sprængladning blev bragt til eksplosion ved dens bygning i Kamrergatan, oplyser politiet i Skåne.

- Ingen kom noget til. En rude blev knust, og døren ind til bygningen blev beskadiget, da sprængladningen eksploderede ved bygningen, siger den vagthavende ved Skånes politi, Peter Martinsson.

Døren ind til bygningen var først blevet forsøgt knust med brosten. Eksplosionen kunne høres i store dele af Malmø.

Øjenvidner så to biler forlade området umiddelbart efter braget fra eksplosionen. Og politiet meddeler fredag morgen, at der er anholdt to personer i sagen.

Politiet har desuden oplysninger om bilernes registreringsnumre og er også ved at kontrollere flere andre biler, som blev set nær den jødiske forsamling.

To personer er blevet anholdt og mistænkes for at være involveret i sagen, oplyser politiet. Tekniske undersøgelser er blevet indledt ved den afspærrede bygning.

- Vi har endnu ikke afhørt de anholdte, siger Erik Liljenström fra politiets ledelse i Malmø.

Svenske medier spekulerer i, at antisemitiske muslimer står bag angrebet snarere end nynazister. Malmø er ved at blive berygtet for muslimske antisemitter og racistiske indvandrere med rødder i Mellemøsten.

Der skete for et par år siden flere hærværksangreb på det jødiske samfunds bygning.

I januar 2009 blev det jødiske kapel i Malmø og det jødiske samfunds hus i Helsingborg udsat for brandattentater.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik