Eksplosion i tyveri af historiske gadebænke i København

Københavns Kommune slår alarm efter en kraftig stigning i antallet af stjålne bybænke – de såkaldte grønne københavnerbænke.

Flere end 40 af de karakteristiske grønne københavnerbænke, der gennem mere end 100 år har prydet hovedstadens gadebillede, er siden starten af året blevet stjålet.

Og med en regulær eksplosion i antallet af tyverier i april og maj måned slår Københavns Kommune nu alarm:

- Vi har tidligere haft problemer med bænke, der stjæles. Men den seneste tid er det taget meget kraftigt til. I april og maj blev der stjålet mellem fem og ti bænke hver eneste uge, så det er et rigtigt stort problem, siger enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen Jakob Hjuler Tamsmark i en pressemeddelelse.

En københavnerbænk koster omkring 8.000 kroner at fremstille, og dertil kommer montageudgifter og vedligehold, så derfor er tyveribølgen en bekostelig affære for kommunen.

- Det koster mange skattekroner at købe nye bænke ind, og samtidig tager det tid og ressourcer fra de opgaver, vi ellers skal løse ude i byen, når de nye bænke skal monteres. Derudover kan de manglende bænke være et stort problem for ældre eller bevægelseshandicappede københavnere, som måske er afhængige af at kunne få et lille hvil på deres vej, siger enhedschefen.

 

Har været et problem i flere år

TV 2 Lorry har tidligere skrevet om problemer med tyveri af de historiske bænke.

Tilbage i 2017 oplevede forvaltningen ligeledes en bølge af tyverier, hvor 45 blev stjålet i løbet af året. Det fik forvaltningen til at sikre bænkene bedre, så de nu både boltes og svejses fast. Det viser sig nu ikke at være nok.

- Det er klart, at vi har kigget på, om bænkene var sikret godt nok, efter vi oplevede problemet i 2017. Og det har givet anledning til flere nye tiltag, som skal gøre det sværere at stjæle bænkene og lettere at genkende dem som tyvekoster, når de først er blevet stjålet, siger Jakob Hjuler Tamsmark.

Et par husarer vender verdens gang på en københavnerbænk i Enghaveparken.
Et par husarer vender verdens gang på en københavnerbænk i Enghaveparken.
Foto: Poul Petersen - Ritzau Scanpix

Tyve stjal bænke med stjålet gravemaskine

I takt med, at bænkene er blevet bedre sikret, har tyvene dog tyet til noget skræppede redskaber for at slippe af sted med københavnerbænkene.

- Men desværre kan vi se, at tyvene så bare tager mere ekstreme midler i brug. Blandt andet har man forsøgt at stjæle vores bænke i Amager Strandpark med en stjålet gravemaskine. Det er praktisk talt umuligt at sikre sig ud af, siger Tamsmark.

Københavnerbænken blev designet i 1880’erne og har prydet byen siden.
Københavnerbænken blev designet i 1880’erne og har prydet byen siden.
Foto: Københavns Kommune

Stjæles med henblik på videresalg

Hos forvaltningen scanner de med jævne mellemrum forskellige sider på internettet med brugte varer, og her dukker københavnerbænke ofte op.

- Det er tydeligt, at bænkene stjæles for at blive solgt videre. Vi kan se, at der er mange annoncer for brugte københavnerbænke på diverse internetsider, udtaler Jakob Hjuler Tamsmark

- Så jeg vil opfordre til, at man sætter sig godt ind i sagerne, inden man køber en brugt københavnerbænk, da den meget vel kan stamme fra et af tyverierne her i København. Bærer bænkens overflader fx præg af kraftigt slitage, er der en god sandsynlighed for, at den kan være stjålet.

Har man kendskab til tyverierne eller ser man noget mistænkeligt, så opfordres man til at kontakte politiet på 114.

Københavnerbænken

Københavnerbænken blev designet tilbage i 1880’erne og har tre grønne brædder og det svungne stel som kendetegn.

 

Der er omkring 3.000 eksemplarer af de karakteristiske bænke i København.

 

En københavnerbænk koster Københavns Kommune omkring 8.000 kroner og hertil kommer udgifter til opsætning. Det er dermed en dyr affære hver gang en bænk forsvinder. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik