Eksperter: Nyt super-sygehus ved Hillerød er for stort

Det er helt rigtigt at nedlægge sygehusene i Helsingør, Frederikssund og Hillerød og bygge et nyt supersygehus syd for Hillerød. Men de foreløbige planer for det nye sygehusbyggeri er alt for stort tænkt. Det nye supersygehus behøver ikke have så mange kvadratmetre og være så dyrt. Sådan lyder en frisk vurdering fra regeringens ekspertpanel, som anbefaler at give Region Hovedstaden 3,8 milliarder kroner til at bygge nyt sygehus for, skriver Helsingør Dagblad.

Region Hovedstaden havde søgt i alt 4,9 milliarder kroner til supersygehuset. Det betyder, at eksperternes vurdering er omkring en fjerdedel lavere, og at der umiddelbart kommer til at mangle over en milliard kroner.

Det er især supersygehusets størrelse og indretning, det drejer sig om, viser ekspertpanelets indstilling til regeringen.

Faktisk er der tale om en overdimensionering, blandt andet for store sengestuer, mener eksperterne. I indstillingen vurderer ekspertpanelet, der er nedsat for at råde regeringen om den fremtidige sygehusstruktur i hele Danmark, at flere elementer taler for en »generel tilpasning« af regionens forslag - og det vil først og fremmest sige et mindre forbrug af kvadratmetre.

Ekspertpanelet fremhæver blandt andet, at der bør være en »væsentlig bedre kapacitetsudnyttelse«, at der er en usikkerhed om de »fremtidige behov«, at der bør bygges »fleksibelt« og taler også om en højere »driftstid for apparatur«, det vil sige, hvor mange dage og hvor mange timer apparaturet bruges dagligt.

Alt i alt nedjusterer eksperterne det nye Hillerød supersygehus fra de 161.430 kvadratmetre, Region Hovedstaden regner med, til kun 136.100 kvadratmeter, altså 25.000 færre kvadratmeter.

Samtidig sætter eksperterne kvadratmeter-prisen til 27.000 kroner, alt inklusive, mens regionen har anført en nybyggepris på 29.200 kroner.
I regionens ansøgning er der også afsat 100 millioner kroner til »infrastruktur udenfor matriklen«, og det dækker ifølge oplysninger fra regionen over, at det bliver nødvendigt at anlægge en ny vej til supersygehuset, der jo skal bygges helt fra bunden på en bar mark.
Ekspertpanelet mener imidlertid ikke, at infrastruktur udenfor supersygehusets matrikel hører hjemme i sygehusbudgettet, og derfor er de 100 millioner til en ny vej ikke taget med.

På den måde lander ekspertpanelets samlede anbefaling på 3,8 milliarder og ikke 4,9 milliarder, som Region Hovedstaden havde søgt om. Befolkningsunderlaget for det nye sygehus syd for Hillerød er omkring 310.000 indbyggere.

På samme måde vurderer eksperterne, at Region Hovedstaden ikke skal have 4,9 milliarder, men kun 2,95 milliarder kroner til sammanlægning og udbygning af Bispebjerg Hospital til områdehospital med fælles akutmodtagelse for 400.000 idnbyggere.

Alligevel er de første reaktioner fra regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S) positive.

- Vi er glade for at kunne bygge nyt på Bispebjerg og i Hillerød til de somatiske patienter og håber, at det vil vise sig, at der vil være nok kvadratmeter, og at priserne kan holde, siger regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen i en meddelelse.

- Hvis regeringen følger ekspertpanelet, kan vi fastholde vores planaftale og udfærdige de endelige planer. Det har betydning ikke mindst for vore mange ansatte. Vi mangler dog at løse psykiatriens behov for renovering til et-sengsstuer på Bispebjerg og en vej til det nye hospital i Hillerød, siger hun også.

Region Hovedstaden har tidligere meldt ud, at sygehusene i Helsingør, Frederikssund og Hillerød skal fusioneres i det nye supersygehus, og at de tre matrikler - samt den matrikel, Esbønderup Sygehus er bygget på - efterfølgende skal sættes til salg. Undtaget er kun de arealer og bygninger, som psykiatrien har, og det vil blandt andet gælde det nye psykiatriske hospital øst for Helsingør Sygehus.

     


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik