Eksperter: Naturstyrelsens parkeringsafgift er ulovlig

Foto: TV2/Lorry

Det er efter al sandsynlighed ulovligt, når Naturstyrelsen vil opkræve parkeringsafgift i Hornbæk og ved 18 andre naturområder rundt om i Danmark. Det skriver Helsingør Dagblad tirsdag.

Styrelsen planlægger at anvende indtægterne fra parkeringsafgifterne til toiletter, borde, bænke og affaldsspande, og det er ifølge juridiske eksperter ulovligt. Endvidere peger eksperterne på, at det er ulovligt, hvis styrelsen, som planlagt uliciterer opkrævningen af parkeringsafgifterne til private virksomheder. Dermed kan planerne om parkeringsafgift kuldsejle længe inden de er blevet realiseret.

At anvende indtægterne fra parkeringsafgifterne til drift af publikumsfaciliteter vil ifølge Jurist i FDM Dennis Lange være i strid med Vejloven. Den definerer nemlig klart, at indtægter fra parkeringsafgifter kun må anvendes til at dække omkostningerne til selve parkeringspladsen, ikke til etablering og drift af toiletter, affaldsspande og bænke.

- Omkostninger til selve parkeringspladsen kan kun dække belægning, maling af vejstriber og driften af parkeringsautomater og -vagter, fastslår Dennis Lange.

Han påpeger også, at det vil være i strid med færdselsloven at lade private virksomheder stå for opkrævning af parkeringsafgifter på offentlig grund.

- Det vil svare til, at man udliciterer det til private virksomheder at lave fartkontrol og opkræve fartbøder. Derfor er Naturstyrelsen ude på juridisk tynd is, hvis den udliciterer driften af parkeringssystemet, siger Dennis Lange til Helsingør Dagblad.

FDM har derfor taget kontakt til Naturstyrelsen, og bedt om en redegørelse for, hvilket lovgrundlag styrelsen bygger planerne om P-afgifter på.

FDMs synspunkter støttes af lektor i forvaltningsret på Aalborg Universitet, Sten Bønsig, der siger:

- Hvis en offentlig opgave, der omfatter udskrivning af afgifter og afgørelser om samme skal udliciteres, så er det et grundlæggende princip i dansk forvaltningsret, at der specifikt skal lovgives om det. Det er ikke tilfældet i den her sammenhæng, og derfor har jeg meget svært ved at se, hvordan Naturstyrelsens initiativ kan implementeres inden for den nuværende lovgivnings rammer.

Det springende punkt er, om den jord, som staten ejer i naturområderne, kan forvaltes efter privatretlige principper, eller om de skal betragtes som offentligt område. Hvis sidstnævnte er tilfældet, er Naturstyrelsens planer utvivlsomt ulovlige, konkluderer lektor og Ph.D. i fast ejendom ved Aalborg Universitet Carsten Munk-Hansen.

- Hvis staten ejer jorden, hvor der er offentlig adgang, mener jeg, at det falder ind under de offentligretlige regler, og så vil opkrævning af parkeringsafgift have karakter af en beskatning. Det må man ikke i Danmark, med mindre der specifikt er lovhjemmel til det, siger han til Helsingør Dagblad.

Munk-Hansen forklarer endvidere, at når kommuner opkræver affaldsgebyrer og lignende, er det fordi, der eksisterer lovgivning, der tillader dette. På parkeringsområdet findes der ikke sådan en lovgivning.

Han pointerer dog samtidig, at der endnu ikke eksisterer nogen domstolsafgørelser, som kan kaste lys over, hvilke retsprincipper der gælder for området. Der er derfor tale om en juridisk gråzone.

- Det er dog tvivlsomt, om en statslig styrelse lovligt kan gøre det, som Naturstyrelsen planlægger, mener Carsten Munk-Hansen.

Trods adskillige henvendelser, har det ikke været muligt at indhente en kommentar fra Naturstyrelsen, hvor vicedirektør Peter Ilsøe er den eneste, der må udtale sig om styrelsens planer.