Ejer til våbenvilla i Birkerød anholdt

Der er under ransagning af villa i Birkerød fundet over 100 pistoler, rifler og maskinpistoler samt ammunition

En 49-årig mand er fredag aften anholdt i forbindelse med et stort fund af våben på en villavej i Birkerød. Det oplyser Søren Bjørnestad, vagtchef hos Nordsjællands Politi.

Manden menes at være indehaver af de mere end 100 våben, som er fundet i hans villa. Han blev anholdt klokken 22.10 og forventes at blive fremstillet i grundlovsforhør lørdag formiddag.

- Grundet det forestående grundlovsforhør udtaler politiet sig ikke yderligere til sagen, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Et anonymt tip fik fredag eftermiddag politiet til at tage ud til en villa på Sjælsøvej i Birkerød.

- Vi fik en henvendelse om, at der var våben på stedet, forklarede vagtchef Hans Jakob Rechendorff fra Nordsjællands Politi om sagens begyndelse.

Under ransagningen dukkede det ene våben efter det andet op, og der blev også fundet ammunition.

Umiddelbart kunne politiet ikke komme i kontakt med ejeren af villaen.

Det vides endnu ikke, hvorfor han lå inde med de mange våben.

Umiddelbart mente politiet, at der kunne være tale om en samlers store beholdning af våben - men problemet er, at vedkommende ikke har tilladelse til at ligge inde med det omfangsrige lager.

Efter at have arbejdet på stedet hele aftenen har politiet fundet rifler, maskinpistoler, pistoler og tilhørende ammunition.

Forsvarets ammunitionsryddere har også assisteret på stedet.

Men det betyder ikke, at der er fundet sprængstoffer på stedet, lød det fredag aften fra politiet.

- De er tilkaldt for at bistå politiet, hvis det skulle blive nødvendigt, sagde vagtchef Hans Jakob Rechendorff.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik