Ejendoms-gigant giver livsværk til fond

Ejendomsmægler Poul Erik Bech, der står bag Danmarks største mæglervirksomhed, EDC Poul Erik Bech, har besluttet at overdrage størstedelen af sin virksomhed til en almennyttig fond.

Formålet er at sikre virksomheden og de mange arbejdspladser, den dag Poul Erik Bech ikke længere selv er aktiv i branchen, lyder det i en pressemeddelelse fra ejendomsmægleren.

Poul Erik Bech har blandt andet butikker i København, Hundested, Rødovre, Helsingør, Køge og Gentofte.

- Når man har drevet sin egen virksomhed i 37 år, får man efterhånden et godt billede af, hvorfra virkelysten og arbejdsglæden kommer, siger Poul Erik Bech.

- Den kommer fra de mange mennesker og personligheder, som en virksomhed som vores i høj grad består af, fortsætter han.

Poul Erik Bech indskyder et trecifret millionbeløb i fonden. De midler, som fonden får tilført via mæglervirksomhedens overskud, går til at støtte almennyttige aktiviteter hovedsageligt til børn, handicappede og flygtninge.

Desuden skal støtten også gå til tidligere medarbejdere i virksomheden, kunstnere samt fremme af bygningskulturarven særligt i hans hjemby, Varde.

Ved at overdrage det store beløb til en fond sikres det, at værdierne ikke kan trækkes ud igen i fremtiden:

- Min revisor har spurgt mig flere gange, om jeg nu var sikker på, at det var det, jeg ville, siger Poul Erik Bech og fortsætter:

- Og det har da også givet anledning til mange tanker, men jeg kan sige, at jeg har fuldstændig ro i sjælen nu, hvor alle aftaler er på plads, og alle dokumenter er underskrevet.

Fremover bliver det således fonden, Poul Erik Bech, der kommer til at eje 60 procent af virksomheden. 30 procent af aktierne overtages af Poul Erik Bechs datter Jane, mens stifteren beholder de sidste ti procent.

EDC Poul Erik Bech har 45 boligbutikker i hele Danmark, 15 erhvervscentre, fire butikker i udlandet og i alt 400 medarbejdere.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik