03:23

Video: TV 2 Lorry

Egedals forbud mod sprøjtemidler kan ændre dit drikkevand

Egedal Kommune har forbudt landmænd at bruge sprøjtegift. Nu skal sagen i retten, og det kan få konsekvenser for drikkevandet i hele hovedstadsområdet.

Et forbud mod at lade landmænd bruge sprøjtegift i Egedal Kommune ender nu i retten. Og det er en sag, der kan få stor betydning for beskyttelsen af drikkevandet i hele regionen.

Landbrug & Fødevarer har lagt sag an mod Miljø- og Fødevareklagenævnet, fordi klagenævnet kort før jul stadfæstede Egedal Kommunes ret til at forbyde landmændendes brug af sprøjtegift.

Det er i et 67 hektar stort område ved Bjellekær Kildeplads, at Egedal i 2016 som den første kommune i landet besluttede at forbyde brugen af sprøjtegift. Der blev nemlig fundet rester af ni forskellige pesticider i området.

Og derfor håber kommunen ikke, at Landbrug og Fødevarer får held med at omstøde forbudet. 

Læs også Egedal til kamp mod landbrugets sprøjtemidler: Nu ender sagen i retten

Her ender vandet fra Bjellekær Kildeplads

  • Grundvandet fra Bjellekær Kildeplads pumpes op og løber gennem rør til Vandværket ved Søndersø.
  • Her iltes og filtreres det, inden det gennem en stor trykledning fordeles til Herlev og Ballerup.
  • Resten ender i et stort vandreservoir i Tinghøj til forbrugere i København og på Frederiksberg.

- Det kan jo betyde på sigt, at vi bliver nødt til at lukke det her område ned fra at pumpe rent drikkevand ind til borgerne i København og på Frederiksberg. Det vil jeg da være rigtig ked af, siger Bo Vesth, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Egedal, Venstre.

Landbrug må lukke og slukke

Når Landbrug og Fødevarer vil have afprøvet sagen ved retten skyldes det, at de ikke mener kommunen i tilstrækkelig grad har dokumenteret en risiko for forurening.

- Der er simpelthen ikke belæg for, at der er tale om nogen fare eller forurening. Der er heller ikke belæg for, at påbudet har nogen som helst effekt, siger Charlotte Bigum Lynæs, chefjurist i Landbrug og Fødevarer.

Forbudet har konsekvenser for ni landmænd og 24 boligejere i området. 

Landmændene er blevet tilbudt kompensationer på mellem 30.000 og i et enkelt tilfælde op til en million. Men det er ifølge Landbrug og Fødevarer blot et lille plaster på såret.

- For de pågældende lodsejere i denne her sag vil det have den konsekvens, at de næppe vil være i stand til at drive et landbrug af nogen art, siger Charlotte Bigum Lynæs. 

Læs også Landbrug og Fødevarer om sprøjteforbud: Unødvendigt

En principiel sag

Friskt drikkevand fra Egedal løber ud i vandhanerne i både København, Frederiksberg, Herlev og Ballerup. HOFOR leverer vandet til 30.000 borgeres forbrug fra de boringer i Egedel, der nu bliver centrum om retssagen.

Hos Hovedstadens Forsyning vil man følge retssagen med stor spænding. HOFOR håber nemlig, at også andre kommuner følger trop med nye forbud mod sprøjtegift.

- Det er en meget principiel sag. Det er første gang, vi er ude i sådan en sag. Så den kan få vidtrækkende konsekvenser, siger Anne Scherfig Kruse, afdelingsleder i Vandressourcer & Miljø hos HOFOR.

HOFOR samler grundvand ind i over 20 kommuner, og hvis Egedals sprøjteforbud får medhold i retssagen, håber man, at også andre vil øge beskyttelsen omkring særligt udsatte boringer.

- Vores forhåbning er, at der er flere kommuner, der vil gå i Egedal Kommunes fodspor og overveje nødvendigheden af at lave et forbud tæt på vores kildepladser, siger Anne Scherfig Kruse. 

Læs også Lettelse i Egedal: Nu må kommunen forbyde landmænd at sprøjte

Skål i rent vand 

Hos Landbrug & Fødevarer forventer man at have en afgørelse på retssagen tidligst om to år. I Egedal kan man ikke gøre andet end at vente.

- Vi må jo læne os lidt tilbage og se, hvad de finder ud af ved denne her retssag. Det vi er glade for er, at vi fik medhold i første omgang. Det viser, vi har styr på vores ting i kommunen, siger Bo Vesth.

- Hvis denne her retssag ender med at falde ud til jeres fordel, hvad skal I så egentlig skåle i?

- Så skal vi skåle i rent vand fra en af boringerne herude. Det er vi nødt til.