Arkivfoto Foto: TV2/Lorry

Egedals borgere venter i hospitalssengen

Når Egedals borgere er blevet behandlet på et af regionens hospitaler, må de ofte vente mange dage i hospitalssengen, før de kan komme hjem og i gang med genoptræningen.

Der er nemlig akut mangel på aflastnings- og rehabiliteringspladser i Egedal Kommune.

Problemet er vokset kraftigt fra 2012 til 2013. I 2012 var der 71 patienter, som ventede i alt 344 dage i hospitalssengene. Sidste år var tallet steget til 120 patienter, som tilsammen ventede 804 dage. Det er over en fordobling i antallet af ventedage i sengen.

Situationen giver problemer for både patienter og hospitaler.

"Når patienterne ligger længe på hospitalerne går det ud over deres helbred, men det er også skidt for hospitalerne. Vi har gennemført en undersøgelse, som viste, at der på afdelinger med overbelægning skete dobbelt så mange fejl som på afdelinger med almindelig belægning," siger direktøren for Danske Patienter, Morten Freil.

Chefen for Center for Sundhed og Omsorg i Egedal Kommune kalder problemet massivt. Han siger, at en del af forklaringen er manglen på ældreboliger i kommunen. Netop nu venter syv ældre borgere på at få en ældrebolig, alt i mens de optager en plads på kommenens rehabiliteringscentre. Det går i sidste ende ud over de borgere, som må vente i hospitalssengen på at komme hjem.

Se hele historien i vores udsendelse kl. 19.30