Foto: TV2/Lorry

Egedal henter 'snyde-penge' hjem igen

30 sager til i alt 3,2 millioner kroner. Så meget har Egedal kommune siden 1. januar 2011 fået hjem i sager om sort arbejde og snyd med sociale ydelser.

- Vi havde ikke regnet med, at det i en implementeringsfase ville være muligt at afsløre så meget snyd. Det er overraskende meget, siger formanden for Social- og Sundhedsudvalget, Esben Vognsen Jensen, der er godt tilfreds med indsatsen.
- Kontrolgruppen er med til at sikre, at flere betaler skat af deres arbejde og at skattekronerne i højere grad går til de mennesker, der virkelig har behov for eksempelvis kontanthjælp, børnetilskud eller boligsikring, siger Esben Vognsen Jensen.

Egedal Kommune opdager typisk at der 'ugler i mosen', når borgernes levestandard slet ikke stemmer overens med deres umiddelbare situation på overførselsindkomster.

- Det kan eksempelvis være, at vi får et anonymt tip fra en borger, der undrer sig over, at naboen har råd til både ny bil og ferierejser, når konen er på overførselsindkomst og manden er sygemeldt i sin egen virksomhed, der kører fint videre, selvom der ikke er nogle ansatte, forklarer Jan Carlsson fra kontrolgruppen.

Andre bliver direkte afsløret, når Egedal Kommune - i samarbejde med Skat og politiet gennemfører kontroller på udvalgte virksomheder.