Havet gemmer på mange ting.
Det ser gæsterne langs de danske kyster hver dag i form af tang, sten og rav. Men det hænder også, at døde dyr skyller op på strandene.
Dem er Aarhus Universitet i Roskilde og Miljøstyrelsen særligt interesseret i lige nu. Helt konkret drejer det sig om havpattedyrene: gråsæl, spættet sæl og marsvin.
- Vi leder efter - og overvåger - dyrenes ernæringstilstand, siger Line Anker Kyhn. Hun er specialkonsulent på Aarhus Universitet i Roskilde.
Undersøger tykkelse på spæk
Det er der en særlig årsag til. De døde dyr skal nemlig bruges til forskning, fortæller hun:
- Vi bruger spæklagets tykkelse til at se på, om det her dyr har det godt eller ikke godt. Hvis man har et tykt lag fedt, så er det hos havpattedyrene et tegn på, at man har det godt i det miljø, man lever i. Man får nok fisk, og man kan holde varmen, lyder det fra Line Anker Kyhn.
I forbindelse med overvågningen beder Line Anker Kyhn, Aarhus Universitet i Roskilde og Miljøstyrelsen borgerne om hjælp.
Opfordring: Tag billeder af de døde dyr
Håber på mange henvendelser
Hos Aarhus Universitet håber man på mange henvendelser fra de danske strandgæster:
- Lige præcis den her vinter er super god. For det første kan dyrene holde sig længere, når de ligger på stranden, fordi det er koldt. For det andet er der rigtig mange mennesker i naturen på grund af nedlukningen, oplyser Line Anker Kyhn.
Ud over spæklaget vil havpattedyrene også blive undersøgt for miljøfarlige stoffer og sygdomme.