Efterladte spreder urneaske fra Sundbussen

Sundbus-direktør Hans Froholdt har stor respekt for ønsket om at få sin aske spredt over havet, men opfordrer stærkt pårørende til at gøre det på lovlig vis. Det skriver Helsigør Dagblad.

I al hemmelighed har flere efterladte benyttet Sundbus Pernille, der sejler i fast rutefart mellem Helsingør og Helsingborg, til at sprede urneaske fra deres afdøde pårørende.
Fra agterdækket kan man i al ubemærkethed stå med en urne og kaste asken ud fra rælingen, med ryggen til broen og øvrige passagerer, så handlingen kan foregå uden nogen andres opmærksomhed.
På billedet her på siden fremgår det tydeligt, at nogle har spredt asken fra en urne, men asken er på grund af vinden fløjet tilbage ind mod skibets vinduer, og har lagt sig på den lille hylde, der findes lige under vinduerne. Under bestemte vejrforhold går der en lækile her, hvor asken så lægger sig.
Ansatte på Sundbus Pernille har opdaget de hemmelige askespredninger ved et tilfælde, men kan fortælle, at de er foregået nogle gange, efter den nyåbnede sundbusrute blev genoptaget i sommer.
Medarbejderne har undret sig over, at folk ikke bare har henvendt sig til rederiet for at få de påkrævede tilladelser til et så dybt personligt formål.
- Jeg oplevede det forleden dag, hvor jeg så, der lå en masse aske og en rose på dækket, fordi de pårørerende ikke havde været opmærksomme på vindretningen, fortæller en af medarbejderne.
Som det kan læses andetsteds her på siderne kræver askespredning over åbent hav først og fremmest en tilladelse fra kirkeministeriet. En tilladelse, som enhver kan søge om. Derudover er det også nødvendigt at få rederiets tilladelse og medvirken til højtideligheden.
At Sundbussen tilsyneladende er blevet et søgt sted at tage afsked med ens afdøde på, kommer bag på Sundbus-direktør Hans Froholdt.
- Det har jeg ikke hørt om. Det vil jeg da lige tage op med kaptajnen. Det er ikke noget, vi som sådan har noget imod og jeg har stor respekt for selve handlingen, men det skal helt klart gøres rigtigt og formelt lovligt. Og askespredning kræver jo en tilladelse.
- Uden at vi måske ligefrem skal specialisere os inden for dette felt, ser jeg da ikke nogle problemer i at åbne for muligheden for, at pårørende kan sprede aske fra sundbus Pernille, men det skal foregå på lovlig vis og folk er meget velkomne til at kontakte os, hvis de har sådanne ønsker, men det er også nødvendigt, at de kontakter os, understreger direktør Hans Froholdt.
Som gammel sømand har han selv været med til flere askespredninger på de skibe, han for de store rederier har sejlet på verdenshavene med.
- Det foregår som regel med en smuk højtidelighed. De gange, jeg har været med, har vi stoppet skibet i rum sø. Jeg har da også selv et ønske om at komme herfra på den måde, så jeg har fuld forståelse for, at nogle virkelig har et stort ønske om at få asken spredt over havet, tilføjer direktør Hans Froholdt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik