Efterforskningsleder: Fire anholdt i forbindelse med skyderi

Politiet bekræfter overfor TV 2 Lorry, at fire personer er blevet anholdt i forbindelse med fredagens skyderi på Rovsingsgade på Østerbro.

Fire personer er fredag eftermiddag blevet anholdt efter dagens første skyderi i København. Det bekræfter efterforskningsleder Youseef Lharraki overfor TV 2 Lorry.

Skudepisoden fandt sted lidt før klokken 13 på Rovsingsgade på Østerbro. Her blev der skudt fra en bil mod en anden bil.

- Jeg kan bekræfte, at vi har anholdt fire personer, hvor vi skal have klarlagt deres roller i det her skyderi. De er kørt ind på stationen, hvor det er meningen, at vi skal have afhørt dem i løbet af aftenen, siger Youseef Lharraki, der for nuværende ikke vil kommentere på, om de fire anholdte har været med til at affyre skud, eller om de sad i den bil, der blev affyret mod.

Efterfølgende er en bil med skudhuller blevet fundet ved Rigshospitalet næsten samtidig med at en mand med skudsår selv kom ind på hospitalet. Ifølge en fotograf fra Local Eyes var der mindst seks skudhuller i bilen.

- Vores vurdering er, at bilen har været indblandet i skyderiet. Samtidig kan jeg oplyse, at skudofferet er udenfor livsfare. Vi er stadig til stede på hospitalet, hvor vi vil tale med ham, når han på et tidspunkt er klar, siger efterforskningsleder Youseef Lharraki til TV 2 Lorry.

Senere fredag eftermidag blev der endnu en gang løsnet skud i København. Denne gang var det i Tingbjerg, hvor en person er blevet ramt i foden. Politiet har været massivt til stede og har forsøgt at sikre sig spor med hunde, men ellers kan efterforskningslederen ikke sige meget om den sag lige nu.

Youssef Lharraki kan ikke sige noget om, hvorvidt fredagens skyderier på Rovsingsgade og i Tingbjerg er banderelateret.

- Det er for tidligt at sige, lyder det.

Siden tirsdag aften har der været fire skudepisoder i København, hvor i alt fire personer er blevet såret af skud. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik