Efter vandscooter-ulykke: Sikkerheden er styrket i havnen

Siden ulykken, der kostede to amerikanske kvinder livet i Københavns havn, er det blevet mere sikkert at færdes i havnen, lyder det fra flere aktører.

Fire måneder efter dødsulykken, hvor en vandscooter torpederede en udlejningsbåd og slog to amerikanske kvinder ihjel i Københavns havn, er sikkerheden blevet styrket.

Sådan lyder det fra flere af havnens aktører til DR P4 København.

Det er blandt andet meldingen fra formanden for Havneforum København, Hans Christian Hansen, der siden ulykken har overvåget havnen.

- Der har slet ikke været sejlads med water-jets, og vi har kun haft meget få tilfælde med speedbåde, der er sejlet for stærkt, siger han til DR P4 København. 

Det billede genkender man i Christiansbro Bådelaug, der holder til i havnen. Det siger formand Asbjørn Thyssen Hansen.

- Vi har ikke den der frygt for, at der kommer en tosse ræsende. Det oplever vi slet ikke mere, siger han til DR P4 København.

Efter ulykken blev flere politikere enige med politiet om at give politiet mulighed for at konfiskere vandscootere og jetski og hæve bødestraffen for ulovlig sejlads. Og siden juni har Københavns Politi patruljeret havnen i sin egen båd. 

Det har haft en god effekt, mener Asbjørn Thyssen Hansen.

- Det gør jo også, at man holder fartsyndere væk, og at de holdes i ave, siger han til DR P4 København.

Udviklingen glæder også Danske Studenters Roklub. Derfor håber formand Kasper Haagensen på et lige så stort fokus på sikkerheden fremover.

- Vi håber ikke, at det er noget, der kun er blevet søsat i år, men at det faktisk er vedvarende, siger han til DR P4 København. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik