Lars Simonsen, formand for Plan-, Miljø- og Klimaudvalget-udvalget i Fredensborg Kommune.

Efter trussel om politianmeldelse: Åbner for møllerestaurering

Der er politisk lydhørhed over for en restaurering af Højsager Mølle, efter byrådet i Fredensborg er blevet truet med en politianmeldelse.

Det er ikke gået ubemærket hen hos byrådspolitikerne i Fredensborg, at Bevaringsforeningen Fredensborg truer med at politianmelde samtlige medlemmer af byrådet for misligholdelse af den 143 år gamle Højsager Mølle.

Siden pengene slap op under en restaurering af møllens fundament, har møllen i fire år stået skilt ad på jorden med risiko for råd til følge. Det har fået Bevaringsforeningen til at true med en politianmeldelse for brud på fredningslovens krav om vedligeholdelse af fredede bygninger.

En trussel der nu bliver mødt af et løfte om politisk handling fra Lars Simonsen, Radikale Venstre, der er formand for plan-, miljø- og klimaudvalget i Fredensborg.

- Vi har nok udskudt færdiggørelsen af projektet for meget. Vi kan ikke være det bekendt mere. Selvfølgelig skal vi som kommune overholde loven, og samtidig er det vigtigt, at vi bevarer vores kulturarv, siger han til TV 2 Lorry.

Læs også Mølle misrøgtet i årevis: Byråd trues med politianmeldelse

00:56 Luk video

Pengene bør kunne findes

Prisen for at genoprette møllen regnes at være på knap tre millioner kroner.

De penge er det altså ikke lykkedes at finde de seneste fire år i budgetforhandlingerne, men når der igen skal forhandles budget til august og september, er Lars Simonsen større optimist.

- Vi har hidtil været nødt til at prioritere andre projekter som vedligeholdelse af veje og bygninger. Men nu har vi afsat et tocifret millionbeløb til forskellige anlægsprojekter, og inden for de midler bør der kunne findes penge til at færdiggøre restaureringen, lyder det fra udvalgsformanden. 

Læs også DN: Kommunerne skal sammen frede stien rundt om Esrum Sø

Behersket modtagelse

Nyheden om den udstrakte hånd tager formanden for Bevaringsforeningen Fredensborg dog med behersket glæde.

Han har før oplevet, at det gamle mundheld om at komme først til mølle ikke altid holder, når det gælder projektet ved Højsager Mølle.

- Det er valgår i år, så man må jo håbe, manden står ved sit ord. Men jeg har haft mange valgår i den kommune, så jeg ved godt, hvordan det kan gå, siger No Widding.

Højsager Mølle optræder blandt andet i komedien "Den gamle mølle på Mols" fra 1953 med Ib Schønberg i hovedrollen. Møllen blev taget ud af drift i 1972.

Læs også Fredensborg mister arbejdspladser ved lukning af Skat