Efter tre dårlige somre: Grønnegårds Teatret ser frem til forestillinger i solskin

Grønnegårds Teatret i København ser frem til sommersæsonen, hvor mereteologerne spår lutter solskin. De seneste år har det været "tre dårlige somre i rap", lyder det teaterchef.

I år spiller Grønnegårds Teatret stykket Misantropen af Molières. I stykket medvirker blandt andet Nicolas Bro og Sonja Richter. Foto: Bjarne Stæhr / Presse

Når vejret er godt, flokkes københavnerne om Nyhavn og de mange grønne områder i hovedstaden.

Udendørstilbuddene er mange - og endnu et tilbud bliver føjet til listen, når Grønnegårds Teatret har premiere på deres udendørsforestilling i hjertet af København.

Hos teatret håber man på en god sommersæson i haven bag Designmuseum Danmark - og det er ikke så mærkeligt.

"Tre dårlige somre - i rap"

De seneste tre år har de udendørs forestillinger nemlig været hårdt plaget af det danske sommervejr, der har været mildest talt skuffende.

Læs også Billeder og video: Se Dyrehaven forvandlet til et vikingeventyr

- Det har tre dårlige somre - i rap. Det er svært at sætte fingeren på, hvad det betyder, men det er klart, at lysten til at gå i udendørs teater selvfølgelig er større, når det er godt vejr, lyder det fra Steen Stig Lommer, der er teaterchef for Grønnegårds Teatret.

Teatret aflyser ikke forestillingerne ved dårligt vejr, men besøgstallene har ikke været prangende.

- Hvis vi tager en sommer som sidste sommer, hvor der kun er fire, fem dage, så bliver folk hjemme i haverne, når solen endelig kommer frem. Og det er klart, at når det sker flere år i træk, så kan det mærkes, lyder det fra teaterchefen.

I år peger vejrbarometret dog mod en sommer med overvejende godt vejr, og det glæder.

- Vores forsalg ser pænt ud, men det er ikke eksploderet, fordi vejret er godt. Jeg glæder mig til, at vi får forestillingen færdig og holder præmiere på fredag. Og så at vi forhåbentlig får gode anmeldelser og skal spille for mange mennesker i løbet af sommeren, siger Steen Stig Lommer til TV 2 Lorry.

Dårligt vejr har presset økonomien

De sidste tre sæsoner har presset teateret til at skrue ned for antallet af forestillinger. Økonomien bæres nemlig i høj grad af teatergæsterne, der betaler for at få en oplevelse under åben himmel. 

Læs også Sommervejret vender tilbage - søndag får vi over 20 grader

- Vi er i høj grad selvfinansieret, så billetsalget trækker en stor økonomisk byrde, siger Steen Stig Lommer.

Derfor har teatret fra sidste sæson kun præsenteret opførsel af ét stykke. Men ifølge Steen Stig Lommer er der god grund til at vælge udendørsteateret under åben himmel frem for andre kulturtilbud indendøre.

- Grønnegårds Teatret er en totaloplevelse. Du kan sidde og spise og få et glas vin før forestillingen. Herefter sidder du under åben himmel og ser en forhåbentlig skøn forestilling, siger teaterchefen og uddyber:

- Der er en særlig samhørighed mellem publikum og scene, når det er i det fri. Det skyldes, at man kan se publikum som skuespiller, og at vi er underlagt alle de samme forhold som publikum, når der kommer en flyvemaskine over, en fugl kvidrer højt eller en vind pludselig blæser.

- Og så er det en sindsyg smuk have, selvfølgelig. Måske en af de smukkeste i hele byen, siger Steen Stig Lommer.

I år spiller Grønnegårds Teatret den satiriske komedie Misantropen af Molières med stjerneskuespillere som Nicolas Bro og Sonja Richter som medvirkende.

Steen Stig Lommer medvirker også selv i stykket, og han håber samtidig, at det gode sommervejr tiltrækker mange gæster til haven bag museet på Bredgade. Og her kan vejret være en vigtig faktor. 

Læs også Her må du hverken vande græsplæne eller badebassin

- Det gør alting meget nemmere med godt vejr. Det gør nok også publikums lyst til at være udendørs større.

I Ulvedalene nord for København spiller Det Kongelige Teater vikingestykket Røde Orm, ligeledes under åben himmel.

Mens Grønnegårds Teatret fortsat har sin premiere i vente, og derfor ikke tør spå om, hvor stor effekt det gode sommervejr får, nærmer sidste forestilling af Røde Orm sig med hastige skridt.

Her er projektchef Oliver Campbell-Calder ikke sen til at give vejret en stor del af æren for successæsonen i Ulvedalene.

- Vejret i år har været fuldstændig fantastisk. Rigtig rigtig mange mennesker har kigget ud af vinduet og tænkt "nu er vejret godt - nu tager jeg i Dyrehaven for at opleve Røde Orm", fortæller Oliver Campbell-Calder til TV 2 Lorry.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret