Efter stort pres: Frederiksberg Kommune stopper salg af ejendomme

Frederiksberg Kommune har mandag aften besluttet, at man alligevel ikke vil sælge 15 beboelsesejendomme.

Nervøse boliglejere på Frederiksberg kan nu ånde lettet op. I hvert fald dem der har lejet en lejlighed i 15 af kommunens beboelsesejendomme. Det er desværre ikke lejerne fra hele Blackstone-sagen, da disse ejendomme ejes af Frederiksberg Boligfond. 

Tilbage i 2016 besluttede et flertal i kommunalbestyrelsen, at man vil undersøge hvordan kommunens beboelsesejendomme kunne sælges. Men det var ikke en idé beboerne i ejendommene var med på. Tværtimod. 

Og efter en kraftig modstand blev beslutningen igen taget op til afstemning.  Blandt andet fordi man fra kommunalbestyrelsens side ønskede at bevare den sociale balance på Frederiksberg.

Og derfor har partierne mandag aften aftalt at droppe salget.

- Jeg fornemmer allerede nu et stort lettelsens suk fra beboerne, og det er jeg rigtig glad for, siger borgmester på Frederiksberg, Simon Aggesen, Kons.

- Jeg er glad for, at vi kan vise som politikere, at der kommer noget ud af at engagere sig, og vi lytter rent faktisk, siger han.

Samlet kommunalbestyrelse

Det er en samlet kommunalbestyrelse, der står bag beslutningen, og derfor er de øvrige partier også glade for udkommet:

- Vi vælger blandt andet at gøre det, fordi der har været en voldsom bekymring blandt rigtig mange beboere, siger Jan E. Jørgensen (V) til TV 2 Lorry.  

quote Det er intet mindre end en kæmpe sejr.

Mette Bang Larsen (Ø)

Også hos Socialdemokratiet og Enhedslisten er man tilfreds:

- I Socialdemokratiet og Enhedslisten er vi lykkelige over, at hele kommunalbestyrelsen nu kan stå bag forslaget om at stoppe salget af de kommunale beboelsesejendomme. Det er intet mindre end en kæmpe sejr i kampen for at sikre et Frederiksberg med plads til alle, skriver Mette Bang Larsen (Ø) og Malte Mathies Løcke (S) i en fælles udtalelse til TV 2 Lorry og fortsætter: 

- Sejren er dog allerstørst for beboerne i de kommunale ejendomme. En særlig tak skal gå til Elin Lind og den øvrige beboergruppe, der med et enormt engagement har samlet beboerne i deres modstand over for salget. Deres sejr tydeliggør, at det kan betale sig at tage kampen op, også selvom beslutningen virker til at være taget på forhånd.

Efter det nu droppede salg, er det blevet besluttet, at man vil få hjælp ude fra til den daglige drift. 

- Vi gør til gengæld det, at vi udliciterer selve driften af de 15 ejendomme, altså viceværten og så videre, siger Jan E. Jørgensen. 

Partierne er også enige om, at området omkring den vestlige del af Finsensvej skal løftes, og at det skal ske i tæt dialog med borgere og almene boligorganisationer i området.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik