02:32

SF i København fastholder sin tro på at frigivelsen af hashmarked vil afhjælpe bandekonflikterne.

Efter skyderier: SF vil igen frigive hashmarkedet

SF foreslår igen at man legaliserer hashmarked og på den måde lukker ned for kriminaliteten på området.

Bandegrupperinger i København kæmper i øjeblikket intenst om kontrollen over et lukrativt hashmarked. Derfor skal det grønne guld legaliseres på prøve, mener flere politiske stemmer i Københavns Borgerrepræsentation. 

Efter de seneste ugers voldsomme skyderier får det velkendte forslag om en treårig forsøgsperiode ny vind i sejlene. 

- Der er et stort flertal på Københavns Rådhus der tror på, at det her er vejen frem, hvis vi vil komme bandekonflikten til livs, siger Sisse Marie Welling(SF) til TV 2 Lorry.

Læs også Uro i politiet under bandekrig: Kollegaer vil fyre chefen

Forslaget har før vundet frem med Enhedslisten og Liberal Alliance bag, og nu er SF'eren, der også er spidskandidat til kommunalvalget, klar til igen at skubbe på, for at sætte gang i en forsøgsordning med statskontrolleret hashsalg.

- Jeg synes at vi er nødt til at se på nye ting. Vi har set de samme bandepakker blive lavet igen og igen og lige lidt har det hjulpet. Vi kan jo se, at der bliver skudt i de københavnske gader. Derfor er vi nødt til at fjerne deres indtægtsgrundlag og på den måde fjerne banderne.

Det er langt fra første gang, at forslaget om et statskontrolleret hashsalg har runget fra Københavns Rådhus. I 2009 lød det sådan her fra daværende overborgmesterkandidat Frank Jensen:

- Hvis et forsøg med legalisering af hash kan gå i den retning, og politiet og sundhedsmyndighederne kan anbefale det, så synes jeg ikke, at man skal afvise det på forhånd.

Hvis et forsøg med legalisering af hash kan gå i den retning, og politiet og sundhedsmyndighederne kan anbefale det, så synes jeg ikke, at man skal afvise det på forhånd.

Frank Jensen

Men afvist det bliver det af Venstres Cecilia Lonning-Skovgaard, på trods af den bandekonflikt som raser i øjeblikket. Hun mener at ressourcerne kan bruges bedre.

- Jeg synes egentlig at situationen er så alvorlig lige nu, at vi er nødt til at bruge ressourcerne på at støtte op om politiets indsats, på kommunens forebyggende indsats og på at få familierne og de enkelte bandemedlemmer i tale, siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

- Tror du ikke på, at det kan have en effekt at tage de her indtægter fra banderne? 

Læs også Tidligere bandemedlem: "Jernnæven virker ikke"

Det kan godt være at det kan have en effekt ganske kortvarigt, men så tror jeg at banderne vil finde noget andet at slås om. Så vil de kæmpe om kokain, de vil kæmpe om hårde stoffer og de vil kæmpe om våben.

SF i København fastholder dog sin tro på frigivelsen af hashmarkedet.

- Hashsalget er en milliardindustri. Jeg tror banderne langsomt vil dø ud, hvis vi fjerner deres hovedindtægt, siger Sisse Marie Welling.

- Det her er jo et gammel forslag, så hvorfor hiver du det frem netop nu? Nogle vil jo mene, at det kunne lugte lidt af valgflæsk.

- Det her er ikke valgflæsk. Der bliver skudt i de københavnske gader, og vi ser en regering der har fremlagt den samme bandepakke gang på gang. Der er nødt til at blive taget nye midler i brug og derfor vil vi gerne have legaliseret hash i København, slutter Sisse Marie Welling.

Før forsøgsordningen kan blive en realitet, skal regeringen godkende det. Forslaget er før blevet afvist, senest i marts måned tidligere i år.